Ledige stillinger

Nyuddannet jurist til international forskningsafdeling inden for klinisk epidemiologi 1017687

Aarhus Universitet, Health, Institut for Klinisk Medicin, Klinisk Epidemiologisk Afdeling ønsker at besætte en stilling som juridisk fuldmægtig.

Vil du være med til at understøtte førende international forskning inden for klinisk epidemiologi? Vil du gerne specialisere dig inden for databeskyttelsesretten, sundhedslovgivningen og internationale kontrakter? Så er det måske dig, vi leder efter til stillingen som juridisk fuldmægtig.

Institut for Klinisk Medicin har i et tæt samarbejde med hospitalerne det overordnede ansvar for forskning og undervisning af medicinstuderende i hospitalsregi i Region Midtjylland. Hovedparten af forskningen foregår på Aarhus Universitetshospital, men med stigende aktivitet på regionshospitalerne.

Klinisk Epidemiologisk Afdeling er en forskningsafdeling ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Afdelingen anvender avancerede epidemiologiske metoder til at undersøge risikofaktorer for sygdomme og patientpopulationers prognose. Afdelingen beskæftiger sig derudover med en lang række forskellige forsknings-, rådgivnings, og kvalitetsaktiviteter. Hovedparten af afdelingens finansiering genereres gennem kontraktforskning og via forskellige fonde.

Afdelingen ledes af en lærestolsprofessor i klinisk epidemiologi og består af mere end 60 fuldtidsansatte medarbejdere, heriblandt 5 fuldtidsprofessorer, 4 deltidsprofessorer, 5 overlæger, 25 biostatistikere, flere yngre læger, administrativt personale og mere end 25 ph.d.- og forskningsårsstuderende. Der er aktuelt 7 nationaliteter ansat i afdelingen.

Stillingen, der er en fuldtidsstilling med 37 timer ugentligt, forventes besat 1. februar 2019 eller snarest derefter. Ansættelsen er tidsbegrænset til to år med virkning fra ansættelsesdato.

Fagligt refererer den juridisk fuldmægtige til den fagansvarlige jurist og personalemæssigt refererer den juridisk fuldmægtige til den administrative leder.

Arbejdsstedets adresse er Olof Palmes Allé 43, 8200 Aarhus N.


Ansvarsområde/arbejdsopgaver

Stillingen som juridisk fuldmægtig i Klinisk Epidemiologisk Afdeling består af en række konkrete opgaver relateret til afdelingens nationale og internationale forskningsprojekter. Som juridisk fuldmægtig skal du blandt andet:

Udarbejde oplæg til nationale og internationale forskningskontrakter og databehandleraftaler i samarbejde
med Aarhus Universitets Technology Transfer Office.
Medvirke til at sikre afdelingens overholdelse af databeskyttelseslovgivningen, herunder yde juridisk
rådgivning til afdelingens medarbejdere og ledelse, forestå ajourføring af fortegnelser, m.v.
Journalisere afdelingens kontrakter og databehandleraftaler
Bistå med udvikling af afdelingens juridiske arbejdsgange
Yde ad hoc juridisk rådgivning til afdelingens medarbejdere


Vi forventer

Vi forventer, at du er uddannet cand.jur. eller bliver færdig som cand.jur. primo 2019. Vi forventer derudover, at du har ambitioner om at specialisere dig inden for databeskyttelsesretten og/eller sundhedsretten samt arbejdet med internationale kontrakter. Du har klaret dig godt på studiet og har et generelt højt fagligt niveau. Du er en udadvendt holdspiller, der trives med at have mange opgaver på en gang, og du formår at prioritere din tid. Du arbejder selvstændigt og struktureret, er fleksibel, god til at tilegne dig ny viden og bidrager gerne med gode idéer.


Vi tilbyder

Vi tilbyder en arbejdsplads med kompetente kollegaer, der har en høj faglig standard og fokus på kvalitet i opgaveløsningen. Du bliver én af afdelingens to jurister, der som en del af afdelingens administration udgør afdelingens juridiske team. Du vil opleve de juridiske problemstillinger på det videnskabelige område fra første parket. Vi værdsætter at hjælpe hinanden og har en uhøjtidelig og ordentlig omgangstone.


Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til fagansvarlig jurist Bjarke Scott Levinsen på 8716 8232 eller administrativ leder Michael Friis Lindinger på 8715 5873.


Ansøgningsfrist: 31. december 2018

Formalia

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i staten.

Ansøgning

Ansøgningen skal vedlægges CV og angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser). Anbefalinger/referencer kan uploades særskilt.

Ansøgninger, der indsendes på anden vis end via nedenstående online ansøgningsformular eller som modtages senere end ansøgningsfristen, vil ikke blive taget i betragtning.

Vejledning for ansøgere samt vejledning i udfyldelse af ansøgningsformular kan ses her.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Søg stillingen her

Ansøgningsfrist

Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest:

31.12.2018
Søg stilling online her

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 39.000 studerende og 8.000 medarbejdere (årsværk) med en årlig omsætning på 6,6 mia. kr. Læs mere på www.au.dk.