Bevilling sætter fokus på fedmekirurgi

Bjørn Richelsen, der er professor i klinisk ernæring ved Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital, har netop modtaget en millionbevilling fra Novo Nordisk Fonden. Bevillingen skal være med til at forbedre behandlingen omkring fedmeoperationer.

Bjørn Richelsen.
Bjørn Richelsens forskning fokuserer på de konsekvenser, der kan være forbundet med en fedmeoperation.

Bjørn Richelsen er en af landets førende eksperter inden for ernæring og fedme. Han har i mere end 25 år været ansvarlig for behandling af fedme og bariatrisk kirurgi, det, der i folkemunde er bedre kendt som fedmeoperationer.

Nu har han fået 1.050.000 kroner af Novo Nordisk Fonden til projektet: Helbredskonsekvenser af bariatrisk kirurgi med speciel fokus på medicinske og ernæringsmæssige komplikationer - baseret på et registerstudie og en større klinisk efterundersøgelse.

Bariatrisk kirurgi giver store vægttab, men er samtidig forbundet med en del kirurgiske og medicinske, psykiske og ernæringsmæssige komplikationer.

”Der er ikke tidligere foretaget en samlet opgørelse over forekomsten af ernæringsmæssige, psykiske og kirurgiske komplikationer efter bariatrisk kirurgi i Danmark, og vi har kun begrænset data fra udlandet,” fortæller Bjørn Richelsen.

Ansvarlig for fedmekirurgi

Og han mener, at en opgørelse vil have stor betydning for bedre at kunne fastsætte indikationerne for bariatrisk kirurgi og for at forbedre både forebyggelse og behandlingen af komplikationerne.

”Undersøgelsen vil være et væsentligt bidrag i den aktuelle debat om kirurgiens plads i fremtidens behandling af svær overvægt og forventes at få en rolle for guidelines på området,” siger Bjørn Richelsen og understreger, at et vigtigt bidrag i det fortsatte arbejde med at bedre behandlingen af svær overvægt især er at reducere antallet af komplikationer i forbindelse med operationen.

Bjørn Richelsen var hovedansvarlig for en rapport om fedmekirurgi, der førte til, at de sværest overvægtige mennesker kunne blive opereret for deres fedme. Han har skrevet mere end 200 videnskabelige artikler om fedme og ernæring, og han var i ni år medlem af det statslige Ernæringsrådet, som skal rådgive danskerne om sund kost og levevis. Fra 2003 til 2006 var han formand for rådet.

Yderligere oplysninger

Professor Bjørn Richelsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling
Direkte telefon: 7846 7679
Mobiltelefon: 5150 5149
bjoric@rm.dk