Millioner til forskning i tarmkræft

Claus Lindbjerg Andersen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har netop modtaget 1,8 millioner til et nyt stort forskningsprojekt. Håbet er at sikre tidligere opsporing af tyk- og endetarmskræft, så flere patienter overlever

Claus Lindbjerg Andersen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital skal stå i spidsen for et stort forskningsprojekt, hvor fokus er på   tidligere opsporing af tyk- og endetarmskræft.
Claus Lindbjerg Andersen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital skal stå i spidsen for et stort forskningsprojekt, hvor fokus er på tidligere opsporing af tyk- og endetarmskræft.

Omkring 40 procent af de 4.000 danskere, der hvert år får konstateret tyk- eller endetarmskræft, oplever tilbagefald. Og ofte har kræften spredt sig til livsvigtige organer.

Nu skal ny forskning, under ledelse af professor Claus Lindbjerg Andersen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, bane vejen for en mere skræddersyet behandling.

”Jo hurtigere tilbagefald bliver opdaget, desto bedre er mulighederne for behandling og dermed overlevelse,” siger Claus Lindbjerg Andersen.

Ved at bruge den nyeste teknologi til at undersøge de forandringer i arvemassen, som findes i kræftsvulster, er håbet, at forskningsprojektet bidrager til hurtigere behandling af de tarmkræftpatienter, der hvert år får at vide, at de har fået tilbagefald.

Det er også baggrunden for, at Novo Nordisk Fonden har givet næsten to millioner kroner til forskningsprojektet. Et projekt, der bliver udført i samarbejde med de kirurgiske afdelinger i Herning, Randers, Hvidovre og Aarhus.

Et kæmpeskridt for overlevelsen

”Det er karakteristisk for kræftceller, at deres arvemasse på flere punkter er forandret i forhold til arvemassen i normale celler. Det betyder, at hver enkelt patients kræftsvulst har sine helt egne unikke forandringer i arvemassen. Samtidig har tidligere forskning vist os, at disse forandringer i et vist omfang forplanter sig til blodbanen - altså bliver til en slags markør,” forklarer Claus Lindbjerg Andersen.

Forskergruppen har udviklet en simpel målemetode, så patienter, der har fået fjernet deres kræftsvulst ved operation, efterfølgende kan kontrolleres med jævnlige blodprøver, så man på den måde kan holde øje med, om kræften vender tilbage.

”Det kan blive et kæmpeskridt fremad, når det gælder om at forbedre overlevelsen. Hvis kræften vender tilbage, kan behandlingen sættes i gang langt tidligere end i dag, hvor eventuelt tilbagefald og/eller metastaser ofte først kan bekræftes når de er så fremskredne at de kan ses ved en scanning,” forklarer forskeren.  

Forskningsprojektet ventes færdigt med udgangen af 2017.

Yderligere oplysninger

Professor Claus Lindbjerg Andersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Molekylær Medicinsk Afdeling
Direkte telefon: 7845 5319
cla@clin.au.dk