10 mio. til forskning i bedre behandling af patienter med skrumpelever
Overlæge og professor Peter Jepsen forsker i, hvordan patienter med skrumpelever kan få bedre behandling tættere på hjemmet. En ny bevilling på10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden skal bane vejen for et bedre samarbejde mellem hospital og almen praksis.

Peter Jepsen er overlæge og klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i sygdomsforløbet for patienter med skrumpelever. Han har netop modtaget en bevilling på 10 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til at afprøve nye modeller for behandling tættere på patienterne.
Bevillingen på i alt 9.991.173 kroner bruges til at etablere to pilotforsøg i samarbejde med blandt andre praktiserende læger og forskere i både Danmark og England. Projektet ”Shared care for patients with cirrhosis: pilot trials in primary care” undersøger, hvordan samarbejdet mellem hospital og patientens praktiserende læge kan styrkes, så patienter med skrumpelever får en bedre behandling.
”Som det er nu, behandles patienter med cirrose næsten udelukkende på hospitalet. Men mange af dem har også kontakt med deres praktiserende læge – og den kontakt kan vi bruge langt bedre. Mit projekt skal afdække, hvordan vi kan involvere de praktiserende læger på en meningsfuld måde, og hvad vi i givet fald skal bede dem om at gøre,” siger Peter Jepsen.
Det ene af de to forsøg skal afklare, om det giver mening at screene patienter med type 2-diabetes for skrumpelever hos egen læge. Det andet afprøver, om en særlig undersøgelsespakke i almen praksis kan gavne patienter, der allerede har fået diagnosen. Kommunikationen med både patienter og læger sker via e-boks, og samtidig skal projektet undersøge, hvordan man bedst engagerer begge parter i behandlingsforløb og forskning.
”Vi har brug for at forbedre og forandre behandlingen af skrumpelever – og vi har brug for at inddrage både patienter og praktiserende læger i den forandring,” siger Peter Jepsen.
”Det handler ikke kun om bedre sundhed for den enkelte. Det handler også om bedre samarbejde mellem sygehus og almen praksis og om at finde nye veje til tværsektoriel forskning.”
Projektet gennemføres i samarbejde med University of Nottingham. Danske og engelske sundhedsdata skal bidrage til at kortlægge, hvilke patientgrupper med cirrose der med fordel kan følges i almen praksis frem for på sygehuset.
Kontakt
Overlæge, Klinisk Professor Peter Jepsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme samt Klinisk Epidemiologisk Afdeling
Mail: pj@clin.au.dk
Tlf.: 29 31 44 66