Aarhus-forsker modtager bevilling til at afdække østrogens rolle i muskelgenopbygning
Lektor Mette Hansen fra Institut for Folkesundhed har modtaget en bevilling på knap tre millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til at undersøge østrogens betydning for muskelmasse og funktion hos kvinder i overgangsalderen.

Et nyt forskningsprojekt skal klarlægge, hvordan naturlige og kunstige kønshormoner påvirker regulering af muskelmasse. I projektet bliver 30 kvinder, der oplevede sidste menstruationsblødning fra 1-10 år siden, rekrutteret til deltagelse.
Herefter gennemgår de to ugers immobilisering af det ene ben efterfulgt af otte ugers målrettet genoptræning. Kvinderne bliver tilfældigt udvalgt til enten at modtage østrogenplastre eller placebo under forløbet for at kunne måle de specifikke virkninger af hormonet på muskelvævet.
"Når kvinder kommer i overgangsalderen, falder deres østrogenniveau, hvilket forbindes med fald i musklernes funktion, øget risiko for fald samt dårligere livskvalitet. Vi forventer derfor, at østrogentilskud vil reducere muskeltab under immobilisering og fremme muskelgenopbygning under træning," siger lektor Mette Hansen om projektets ambitioner.
Projektets resultater kan potentielt lede til nye behandlingsmetoder, der forbedrer muskelhelbred og livskvalitet hos kvinder i overgangsalderen. Teamet bag HER-MUSCLE omfatter desuden lektor Jean Farup fra Institut for Biomedicin, klinisk professor Claus Gravholt fra Institut for Klinisk Medicin og lektor Ryan Godsk Larsen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
Kontakt
Lektor Mette Hansen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 51 66 65 51
Mail: mhan@ph.au.dk