Aarhus Universitet får nye forskningsfaciliteter i millionklassen
Avancerede biomedicinske forskningsfaciliteter vil snart rejse sig i Universitetsparken på Aarhus Universitet. Fredag den 5. september tager bygningsminister Rasmus Helveg Petersen første spadestik til en ny bygning, som bliver opkaldt efter den aarhusianske Nobelprismodtager Jens Christian Skou. Prisen er ca. 850 millioner kroner.
Første spadestik tages nu til et nyt bygningskompleks, som i fremtiden skal danne rammerne for den ypperste forskning på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Det består af to parallelle bygninger, som bliver opført på hjørnet af Vennelyst Boulevard og Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus, og vil bl.a. komme til at rumme nye avancerede laboratorier. Det nye byggeri er samtidig startskuddet til en omfattende renovering af de eksisterende forsknings- og undervisningsfaciliteter på instituttet to andre steder i universitetsparken.
Bag projektet står Aarhus Universitet og Bygningsstyrelsen med et samlet budget på ca. 850 millioner kroner. Projektet er et led i statens investeringsplan for modernisering af universiteternes laboratorier og samtidig en udmøntning af Aarhus Universitets vision om at styrke de sundhedsvidenskabelige miljøer.
”Det er helt afgørende, at de biomedicinske forskningsfaciliteter ved Aarhus Universitet er topmoderne, så forskerne får de bedste betingelser for at udføre sundhedsforskning på højeste internationale niveau til gavn for befolkningen. Samtidig skal de nye faciliteter være med til at tiltrække de bedste forskere fra såvel indland som udland,” fortæller sundhedsdekan Allan Flyvbjerg ved Aarhus Universitet.
Opkaldes efter Nobelprismodtager
En af dagens hovedpersoner bliver Nobelprismodtager Jens Christian Skou, som den nye bygning bliver opkaldt efter. Den 95-årige professor emeritus fik i 1997 tildelt den prestigefyldte pris 40 år efter sin opdagelse af en livsvigtig pumpe, som befinder sig i alle kroppens celler, den såkaldte natrium-kalium-pumpe.
”Jens Christian Skous arbejde lagde grunden til en omfattende forskning i ionpumper, som stadig i dag pågår på Aarhus Universitet. Han har haft uvurderlig betydning for den sundhedsvidenskabelige forskning ved Aarhus Universitet som helhed og på Institut for Biomedicin i særdeleshed. Det vil vi gerne sige tak for ved at opkalde den nye bygning efter ham,” siger Thomas G. Jensen, institutleder på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
Selve byggeriet begynder i slutningen af september. De nye bygninger forventes at stå færdige ved udgangen af 2016, mens renoveringen af de eksisterende bygninger vil være færdig i slutningen af 2018.
_______________________________________________________________________________________
Om nybyggeriet og renoveringen
- Nybyggeriet kommer til at bestå af 8.300 m2 laboratoriebygning over jorden og ca. 4.800 m2 underjordiske anlæg.
- Bygningen skal huse kontorer, laboratorier, dyrestalde og fællesområder for ca. 300 medarbejdere.
- Nybyggeriet forventes at stå færdigt i slutningen af 2016.
- Derudover moderniseres 14.400 m2 eksisterende biomedicinske bygninger i Universitetsparken, bl.a. Bartholin-bygningen.
- Udvidelsen og renoveringen er finansieret af Bygningsstyrelsen og Aarhus Universitet. En tredjedel af midlerne kommer fra de såkaldt Unilab-midler, som staten har afsat til modernisering af universiteternes laboratorier.
- Projektet er udformet af Cubo Arkitekter A/S (totalrådgiver) samt Lemming & Eriksson Rådgivende Ingeniører A/S FRI og Thing & Wainø Landskabsarkitekter.
- Første spadestik tages fredag den 5. september kl. 11.00-12.30 ved Steno Museet, Universitetsparken, C. F. Møllers Alle, 8000 Aarhus C.
_______________________________________________________________________________________
Yderligere oplysninger
Dekan Allan Flyvbjerg, Aarhus Universitet, Health
Mobil: 5177 9548
dean.health@au.dk
Institutleder Thomas G. Jensen, Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 2778 2805
thomas@biomed.au.dk