Biomediciner får talentpris øremærket kvindelige forskere

Adjunkt Maria Andreasen fra Institut for Biomedicin bliver hædret som et af landets mest lovende, kvindelige forskertalenter, når hun i dag modtager For Women in Science-prisen – en pris, som UNESCO, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og L’Oreál står bag.

Maria Andreasen fra Health får sammen med to forskerkolleger fra hhv. Syddansk Universitet og Aalborg Universitet For Women in Science-prisen. Prisen har til formål at anerkende dansk forsknings kvindelige talenter, at fremme flere dygtige kvindelige fo
Maria Andreasen fra Health får sammen med to forskerkolleger fra hhv. Syddansk Universitet og Aalborg Universitet For Women in Science-prisen. Prisen har til formål at anerkende dansk forsknings kvindelige talenter, at fremme flere dygtige kvindelige forskere og at skabe ligestilling i toppen af dansk forskning. Foto: Lars Kruse/AU.

Maria Andreasen drømmer om at gøre en forskel – både ift. at inspirere yngre kvinder til at vælge en karriere i forskningens verden, og især for at hjælpe de patienter med bl.a. Alzheimers og Parkinsons sygdom, som hendes forskning er relevant for.

Vil gøre en forskel for patienterne

De mange timer i laboratoriet bruger Maria Andreasen på at undersøge og forstå de mekanismer, der ligger bag biofilmdannelse i bakterielle infektioner. Hun vil finde ud af, hvorfor bakterierne kan modstå påvirkninger fra det omkringliggende miljø, og hvilken rolle proteinaggregater spiller i processen. Målet er, at patienterne, som i forvejen er ramt af fx Alzheimers og Parkinsons sygdom, kan hjælpes til at undgå infektionerne.

Maria Andreasen får overrakt For Women in Science-prisen af bl.a. H.K.H. Prinsesse Marie, protektor for Den Danske UNESCO-Nationalkommission, og Mogens Høgh Jensen, professor og præsident i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, onsdag den 15. maj 2019 på Carlsberg Akademi i Valby. Med prisen følger 110.000 kr. øremærket prismodtagerens forskning.

Kontakt

Adjunkt Maria Andreasen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 24 21 14 21
Mail: mariaj@biomed.au.dk