Forsker i autoimmune gigtsygdomme får royal pris

Dronning Ingrids Forskerpris 2017 går til professor, dr. med. Bent Deleuran fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital for hans mangeårige forskning i autoimmune gigtsygdomme. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II overrakte ham prisen på Amalienborg i forbindelse med Den Internationale Gigtdag.

Bent Deleuran var inviteret til Amalienborg for at modtage Dronning Ingrids Forskerpris 2017. Foto: Kim Dahl Møller/Gigtforeningen.

Bent Deleuran modtager prisen for sin forskning i, hvad der sker, når immunsystemet misforstår sin opgave og angriber kroppens raske celler i stedet for at gå løs på udefrakommende bakterier. Det gør sig gældende ved fx leddegigt, rygsøjlegigt og psoriasisgigt.

Prismodtageren har med sin forskning også gjort det muligt for kvinder med sjældne bindevævssygdomme som fx SLE/Lupus at blive gravide. Ved at følge kvinderne ekstremt tæt og hele tiden tilpasse behandlingen til den enkelte har Bent Deleuran medvirket til, at mange af dem har fået opfyldt drømmen om at blive mor.

Sammen med Dronning Ingrids Forskerpris, som er stiftet og uddeles af Gigtforeningen, modtog Bent Deleuran 100.000 kr. til forskning.

Kontakt
Professor, dr. med. Bent Deleuran
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 51 72 51 58
Mail: bd@biomed.au.dk