Fremtrædende hjertemediciner er ny professor på Aarhus Universitet

Overlæge Evald Høj Christiansen er hjertemediciner med en lang karriere inden for kardiologi. Han er netop blevet udnævnt til klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

Evald Høj Christiansen tiltræder sin nye stilling som klinisk professor den 1. september 2024.
Evald Høj Christiansen tiltræder sin nye stilling som klinisk professor den 1. september 2024. Foto: Emil Høj Christiansen.

Healths nye professor er ekspert i at udføre avancerede hjertetests, der bl.a. involverer at gå ind i patienters blodkar for at kortlægge og behandle eventuelle forsnævringer eller blokeringer. Bekæmpelse af den type forsnævringer, som også betegnes iskæmisk hjertesygdom, er det primære fokus i det nye professorat.

"Min forskning fokuserer på det, vi kalder invasiv koronar diagnostik og behandling. Med store internationale randomiserede studier søger vi at optimere både diagnostik og behandling af iskæmisk hjertesygdom," siger Evald Høj Christiansen, der ser frem til at kunne bringe sine erfaringer ind i sin nye rolle som professor.

Han har blandt andet ledet det banebrydende OCTOBER-forsøg, hvis resultater har stor betydning for fremtidig brug af optisk kohærens tomografi (OCT) – en teknologi, der gør det muligt for læger at tage superdetaljerede billeder på indersiden af hjertets blodkar, og som fx kan bruges til at vejlede komplekse ballonudvidelser.

Den nye professor glæder sig især til at deltage i undervisningen af medicinstuderende og yngre læger samt oplæring i komplekse ballonudvidelser både på Aarhus Universitetshospital og internationalt.

Kontakt

Klinisk professor Evald Høj Christiansen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Hjertesygdomme
Telefon: +45 61 65 51 76
Mail: evald.christiansen@clin.au.dk