Fuldt optaget – og færre pladser
Alle uddannelser på Health melder fuldt hus, efter sommerens håbefulde studerende er har fået tildelt deres studiepladser.


Unge landet over sad sidst i juli utålmodigt ved den digitale postkasse og ventede på svar, da uddannelsespladserne blev offentliggjort. Og 926 af dem kan nu kalde sig studerende på Health. Alle uddannelser melder dermed, - i lighed med andre år - fuldt optaget, og ventelisterne står klar til at fylde op, skulle nogle melde fra.
I alt 4.821 unge havde søgt optag på en af de seks bacheloruddannelser på Health. Det svarer nogenlunde til tidligere år, fortæller Lise Wogensen Bach, prodekan for uddannelse.
”Vi har heldigvis en solid og stabil søgning til alle vores uddannelser hvert eneste år. Det viser, at vi tilbyder nogle attraktive og spændende uddannelser, som mange unge prioriterer som førstevalg. Det er jeg meget glad for, og vi glæder os til at byde de mange studerende velkomne til september og februar,” siger hun.
Men der er alligevel malurt i bægeret, for Health har i år færre pladser at tilbyde end tidligere. Optaget på idræt og folkesundhedsvidenskab er nemlig blevet nedjusteret på grund af nye dimensioneringer, fortæller hun.
”Det er klart, at når vi kan se, at vi må sige nej til unge, fordi vi pludselig har færre pladser, vi må tilbyde, så er det rigtigt ærgerligt. Vi ville gerne have kunnet tilbyde det samme antal pladser som sidste år.”
Samtidig roser hun undervisere, studerende og ansatte på Institut for Folkesundhed, som har måttet absorbere størstedelen af ændringerne i uddannelsesudbuddet. I alt optager Idrætsvidenskab 20 færre studerende, mens der på Folkesundhedsvidenskab er tale om 11 færre pladser.
”Der sker store ændringer på Folkesundhed for tiden. Vi samler Idræts- og Folkesundhedsuddannelserne på Dalgas Avenue, og vi har været nødt til at skære i optaget, så vi kan leve op til regeringens dimensioneringskrav. Det er klart, det giver dønninger blandt alle på instituttet, men jeg oplever, at det bliver håndteret utroligt flot af alle, som forsøger at få det bedst mulige ud af en ny situation.”
I alt søgte 31.024 unge ind på Aarhus Universitet, 6.343 fik plads på kvote 1, 1.098 på kvote 2, og 557 står på standby. Det er syv procent flere ansøgere end sidste år, mens det samlede optag er 2 procent lavere.
Kontakt:
Prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach
Health, Aarhus Universitet
Mail:lwb@au.dk
Telefon: +45 25 48 85 22