Health uddeler fuldt finansierede ph.d.-stipendier til 13 forskere
To gange om året uddeler fakultetet fuldt finansierede ph.d.-stipendier til talentfulde forskere med en lovende karriere foran sig. Årets første pulje er nu fordelt, og 13 forskere kan se frem til at blive indskrevet som ph.d.-studerende på Health.

Et fuldt finansieret ph.d.-stipendium dækker tre års løn og studieudgifter. Ni af Healths nye ph.d.-studerende er tilknyttet Institut for Klinisk Medicin, to er tilknyttet Institut for Biomedicin, en er tilknyttet Institut for Odontologi og Oral Sundhed, og den sidste hører under Institut for Folkesundhed.
10 studerende modtager fulde fakultetsstipendier, mens tre modtager fuldt integrerede ph.d.-stipendier, også kendt som 4+4, hvor den studerende begynder på ph.d.-studiet et år inde i kandidatuddannelsen og gør den sidste bid af uddannelsen færdig under ph.d.-forløbet.
De nye ph.d.-studerende er:
Anushree Krishnamurthy, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’MRI signatures of Parkinson’s Disease subtypes’
Hovedvejleder: Professor Per Borghammer
Om projektet: Ved hjælp af avancerede MR-metoder og maskinlæring vil Anushree Kristnamurthy finde biomarkører for de forskellige undertyper af Parkinsons sygdom. Målet er at forbedre diagnostik og behandling gennem mere præcis inddeling i underkategorier.
Julian Woolley, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Titel: ’Direct Printed Aligners in Orthognathic Surgery: Efficiency, Accuracy, and Sustainability’
Hovedvejleder: Lektor Thomas Klit Pedersen
Om projektet: I projektet undersøger forskeren, hvordan 3D-printede tandbøjler kan forbedre kirurgisk ortodonti, både hvad angår effektivitet, nøjagtighed og miljøpåvirkning. Forskningsresultaterne kan få betydning for fremtidens tandregulering.
Om fakultetets fuldt finansierede ph.d.-stipendier:
- Fakultetet uddeler fuldt finansierede ph.d.-stipendier to gange om året på baggrund af åbne opslag. Det præcise antal ph.d.-stipendier bliver fastlagt forud for hver uddelingsrunde.
- Uddelingen af ph.d.-stipendierne er baseret på en række bedømmelseskriterier og Stipendieudvalgets ekspertvurderinger af ansøgernes kvalifikationer, talent og projekt.
- Stipendieudvalget er udpeget af dekanen og fungerer som rådgivende organ. Udvalgets medlemmer repræsenterer den akademiske diversitet på Health.
- Et fuldt finansieret ph.d.-stipendie dækker tre års løn og studieudgifter.
Næste uddelingsrunde finder sted i slutningen af efterårssemestret 2025.
Francisca Gaifém, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’Mental illness and sexual health in an HIV endemic population’
Hovedvejleder: Professor Christian Morberg Wejse
Om projektet: I projektet har den ph.d.-studerende fokus på mental og seksuel sundhed hos personer med HIV i Guinea-Bissau og vil afdække udbredelsen af psykisk sygdom og manglende sundhedsydelser i en udsat befolkning.
Nina Rågård, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’Qualifying microbiome therapy in ulcerative colitis’
Hovedvejleder: Professor Christian Lodberg Hvas
Om projektet: I projektet undersøger Nina Rågård tarmbakteriers rolle i behandling af svære tilfælde af blødende tyktarmsbetændelse med fæcestransplantation og skal danne grundlag for fremtidige kliniske forsøg.
Oskar Kjærgaard Hørsdal, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’Metabolic Interventions in Cardiogenic Shock Complicating Acute Myocardial Infarction’
Hovedvejleder: Professor Bent Roni Ranghøj Nielsen
Om projektet: Ved at teste de metaboliske stoffer 3-hydroxybutyrat og laktat i dyremodeller, forsøger Oscar Kjærsgaard Hørsdal at forbedre behandlingen af kardiogent shock, en livstruende tilstand, hvor hjertet ikke kan pumpe nok blod til at opfylde kroppens behov, efter akutte blodpropper i hjertet.
Thomas Weiss, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’Effect of SGLT-2 Inhibitors on Physical Capacity, Myocardial Function, and Exercise Hemodynamics in Wild-Type Transthyretin Cardiac Amyloidosis’
Hovedvejleder: Professor Steen Hvitfeldt Poulsen
Om projektet: Thomas Weiss undersøger brugen af lægemidlet SGLT-2-hæmmere som behandling mod hjertesygdommen Transthyretin kardiel amyloidose (ATTR-CM), der er svær at behandle. Behandlingen er baseret på avancerede målinger af hjertefunktion og træningskapacitet.
Frederik Flyvholm Dalsgaard, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’Optimizing Pulmonary Embolism Management: Diagnostic Yield and Hemodynamic Effect of Catheter-Directed Thrombectomy and Bronchodilation’
Hovedvejleder: Lektor Asger Andersen
Om projektet: Med både patientdata og dyremodeller undersøger Frederik Flyvholm Dalsgaard nye metoder til at behandle blodpropper i lungerne, og han ser på potentialet i at kombinere mekanisk fjernelse af blodpropper i lungerne med bronkodilatorer - en gruppe medikamenter, som udvider luftvejene.
Kasper Kjersgaard Mortensen, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’Clinical and molecular insights into E. coli and its role in kidney cancer’
Hovedvejleder: Lektor Kirstine Kobberøe Søgaard
Om projektet: Kasper Kjersgaard Mortensen kombinerer epidemiologiske og molekylære data for at undersøge, om E. coli-bakterier kan spille en rolle i udviklingen af nyrekræft og dermed blive en markør for tidlig opsporing.
Camilla Klinge Renneberg, Institut for Folkesundhed
Titel: ’Social determinants of health and gestational diabetes mellitus’
Hovedvejleder: Professor Helle Terkildsen Maindal
Om projektet: I projektet undersøger Camilla Klinge Renneberg sociale faktorers betydning for graviditetsbetinget diabetes og risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Hun har særlig fokus på uddannelsesniveau og sociale mønstre blandt kvinder.
Anna Sandager Hansen, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’Ovarian aging and oxidative stress’
Hovedvejleder: Professor Kirstine Kirkegaard
Om projektet: Oxidativt stress opstår, år der er for mange ustabile molekyler i kroppen, og kroppens antioxidanter ikke er i stand til at neutralisere dem. Anne Sandager Hansen har fokus på tidlig aldring af æggestokkene og overgangsalder, og hun undersøger, hvordan oxidativt stress og inflammation påvirker æggestokkenes funktion og kvinders fertilitet og helbred.
Modtagere af fuldt integrerede ph.d.-stipendier (4+4):
Anders Tobias Frederiksen, Institut for Klinisk Medicin
Titel: ’Radiosensitivity Biomarkers in Head & Neck Squamous Cell Carcinomas’
Hovedvejleder: Professor Jens Overgaard
Om projektet: Radioterapi er en af de vigtigste behandlingsformer for patienter med den mest almindelige type hoved-halskræft; hoved-hals-pladecellekarcinomer. I projektet skal Anders Tobias Frederiksen verificere og integrere biomarkører for tumorers radiosensitivitet i tre store patientkohorter og bidrage til udviklingen af mere skræddersyet strålebehandling.
Sofie Abildtrup Rasmussen, Institut for Biomedicin
Titel: ’Investigating the role of copper and cuproptosis in glioblastoma multiforme’
Hovedvejleder: Lektor Martin Kristian Thomsen
Om projektet: Glioblastom er en aggressiv hjernesvulst med høj dødelighed. Sofie Abildtrup Rasmussen forsker i kobberinduceret celledød som potentiel behandling og bruger avancerede metoder som enkeltcelle RNA-sekventering og kobber-baseret PET-scanning til at forstå sygdommen og udvikle nye behandlingsstrategier.
Ask Carit Andersen, Institut for Biomedicin
Titel: ’Cell-type-specific implications of TMEM16A in the ischemic stroke-reperfusion response’
Hovedvejleder: Professor Vladimir Matchkov
Om projektet: Ask Carit Andersen undersøger det calciumaktiverede kloridkanal-protein TMEM16A og dets rolle i den skadelige proces efter stroke. Ved at analysere celletype-specifikke forskelle i, hvordan TMEM16 kommer til udtryk, er målet at identificere nye farmakologiske markører og mindske hjerneskade efter blodpropper.