Hvordan oplever grønlandske kvinder graviditet, fødsel og moderskab?

Det skal postdoc Mette Mørup Schlütter fra Institut for Folkesundhed undersøge med en bevilling på knap 3 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Billedet viser Mette Mørup Schlütter i et sneklædt lndskab med et lille barn i en slynge på ryggen.
Under projektet flytter Mette Mørup Schlütter med sin familie til Grønland. Foruden Aarhus Universitet er hun også tilknyttet Grønlands Center for Sundhedsforskning ved Ilisimatusarfik og Universitetet i Tromsø - Norges Arktiske Universitet. Foto: Privat

Gennem ni måneders etnografisk feltarbejde blandt gravide og nybagte mødre vil hun undersøge, hvordan kvinder navigerer i de værdier, praksisser, dilemmaer og muligheder, der præger moderskabet. Samtidig vil hun udforske, hvordan videnskabelige metoder og teorier kan udvikles i mødet med forskellige erfaringer og perspektiver.

"Jeg er optaget af, hvordan moderskab ikke kun er en individuel oplevelse, men også en måde at være i verden på – og hvordan dette kan nuancere vores forståelse af viden," siger Mette Mørup Schlütter.

Hendes forskning bygger på inuit-videnforståelser, der anerkender, at menneskelige oplevelser ofte er tvetydige, dybt personlige og ikke altid kan indfanges i ord.

"Ved at udfordre forskningstilgange, der prioriterer verbalisering og fortolkning, ønsker jeg at undersøge, hvordan grønlandske mødres oplevelser også kommer til udtryk gennem stilhed og ikke-verbale former for kommunikation," siger Mette Mørup Schlütter.

Projektet er støttet med 2.875.565 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) under virkemidlet DFF International postdoc, der skal styrke yngre forskeres internationale mobilitet og samtidig bidrage til at udvikle forskningsmæssige kompetencer.

Kontakt

Postdoc Mette Mørup Schlütter
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 61 16 31 52
Mail: memosc@ph.au.dk