Idrætsstuderende får legat til forskningsophold i udlandet

Jon Hagen Herskind er en engageret studerende og en lovende forskerspire. Nu får han sammen med tre andre studerende på Aarhus Universitet Dronning Margrethe II's rejselegat 2019.

Idrætsstuderende Jon Hagen Herskind. Foto: Lars Kruse/AU.
Idrætsstuderende Jon Hagen Herskind. Foto: Lars Kruse/AU.

Jon Hagen Herskind har som studerende på idrætsuddannelsen udmærket sig som en særdeles engageret og talentfuld studerende. Han har udvist stor interesse for og deltaget aktivt i alle undervisningsaktiviteter og i adskillige forskningsaktiviteter inden for emnefelterne ”træning og rehabilitering” og ”muskelfysiologi”.

Jon Hagen Herskind er blevet optaget på det igangværende ”Research Honours”-program på Health, som kun er for særligt talentfulde studerende. Og han har netop fået sit forskningsprojekt accepteret på et 4+4 ph.d.-forløb, så han kan fortsætte på ph.d.‐uddannelsen i direkte forlængelse af sit kandidatspeciale.

Jon Hagen Herskinds igangværende forskningsprojekter om muskeltræthed har allerede resulteret i en række lovende foreløbige resultater. Med rejselegatet vil Jon kunne præsentere sine resultater i internationale fagmiljøer og bygge videre på forskningen i samarbejde med udenlandske forskningsinstitutioner. Her vil han kunne hente værdifuld erfaring vedrørende de faglige og metodologiske emner, som hans forskningsprojekter handler om.