”Jeg tror på, at Pippi har ret og har ofte hendes citat i baghovedet”

Hvordan er det at arbejde på Health, når man er ny, kommer udefra og lige er landet? Det har vi spurgt en række internationale kolleger fra fakultetets fem institutter om. Professor Bas de Groot fra Institut for Klinisk Medicin ser på fakultetet med friske øjne.

Bas de Groot pendler jævnligt fra Holland til Aarhus for at passe sin professorstilling ved Center for Akutforskning på Aarhus Universitet.
Bas de Groot pendler jævnligt fra Holland til Aarhus for at passe sin professorstilling ved Center for Akutforskning på Aarhus Universitet. Foto: Simon Fischel, AU Health.

Hvem er Bas de Groot?

  • Navn: Bas de Groot.
  • Født i 1970.
  • Baggrund: Født og opvokset i Holland.
  • Stillingsbetegnelse: Professor i akutmedicin ved Center for Akutforskning på Institut for Klinisk Medicin.
  • Forskningsområde: Forbedring af risikostratificering og kvalitet i akut behandling med særligt fokus på ældre patienter og patienter med sepsis.
  • Ansættelsestidspunkt: Tiltrådte den 1. januar 2024.
  • Tidligere ansættelse: Er stadig tilknyttet Radboud University Medical Center i Nijmegen i Holland.

Hvorfor søgte du et job hos Health?

Jeg blev tilbudt en professorstilling ved Center for Akutforskning på Institut for Klinisk Medicin, som er noget unikt – i hvert fald noget, vi ikke har i Holland. Det vakte min interesse, for jeg mener, at det er vigtigt at have et dedikeret forskningscenter med fokus udelukkende på akutmedicin. Desuden var jeg et sted i mit liv, hvor jeg overvejede nye muligheder.

På hvilken måde adskiller Health sig fra din tidligere arbejdsplads?

Det er en stor styrke, at Health har et center, som det jeg er tilknyttet, og jeg mener, at Holland burde overveje noget lignende. Med hensyn til arbejdsmiljøet og kulturen på instituttet og i centret er der mange ligheder mellem Health og Radboud University Medical Center i Nijmegen, Holland, hvor jeg også fortsat arbejder. Det gælder blandt andet fraværet af hierarki og den samme sans for humor.

Hvad vægter du højest i dit arbejdsliv?

At tilføje værdi til akutafdelingens patienter gennem min forskning. Det er det absolut vigtigste for mig i mit akademiske virke. Og at nyde det faktum, at videnskab er et socialt spil. Jeg sætter stor pris på det gode samarbejdsmiljø i Aarhus og den unikke mulighed for at forske i akutmedicin på et dedikeret forskningscenter. Det kan ikke fremhæves nok, hvor vigtigt det er.

Hvad er det bedste ved at gå på arbejde på Health?

Det bedste ved mit job er, at jeg hver dag går glad på arbejde og laver det, jeg allerhelst vil – at udføre god forskning og samarbejde med mine fantastiske kolleger. Vi har et virkelig godt arbejdsmiljø på Forskningscenteret for Akutmedicin, hvilket blandt andet ses ved, at vi fejrer vores succeser (vi har en klokke, som vi må ringe med, når vi har publiceret en artikel eller modtaget en bevilling) og socialiserer uden for arbejdet. Fraværet af hierarki fremmer diskussion og idéudveksling mellem yngre forskere, læger, sygeplejersker og fakultetet.

Har du et yndlingssted på Health?

Mødelokalet ved Center for Akutforskning er nok mit yndlingssted på fakultetet. Ikke fordi rummet som sådan er noget specielt, men det er her, vi holder møder og spiser frokost sammen. Så det er nok fordi, det er rammen om det, jeg sætter så stor pris på, at jeg betragter det som et yndlingssted. Det er menneskene i lokalet, der er vigtige for mig.

Hvad har du taget med dig fra din tidligere arbejdsplads/dit hjemland?

Jeg har taget tankegangen om, at videnskab er et socialt spil med mig. Og så er jeg meget inspireret af Pippi Langstrømpes berømte citat: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.” Det er essensen af videnskab – først ved man ikke, men så undersøger man det, og så ved man.

Jeg tror, det citat er ret definerende for mit virke som professor – det er det, jeg altid vender tilbage til og minder mig selv om, når noget er svært eller ikke går som planlagt eller ønsket. Jeg har en ukuelig tro på, at jeg sammen med mine dygtige kolleger kan nå langt i forskningen og gøre en forskel for patienterne.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du tiltrådte din nuværende stilling på Health?

Jeg er ikke sikker på, om det ville have gjort en forskel, hvis jeg havde vidst det på forhånd. Men jeg er blevet overrasket over, hvor svært livet er uden et CPR-nummer.

Jeg pendler mellem Amsterdam og Aarhus og tilbringer omkring 25 procent af min tid med at arbejde i Danmark, mens de resterende 75 procent er i Holland, hvor min familie bor. Typisk tilbringer jeg seks uger i Holland, to uger i Danmark og så videre, hvilket har medført nogle logistiske udfordringer, såsom at ansøge om finansiering og modtage nyhedsbrevet fra den organisation, hvorfra jeg lejer en lejlighed.

Kontakt

Professor Bas de Groot
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Center for Akutforskning
Mail: bas.degroot@radboudumc.nl ; bdg@clin.au.dk