Kræftens Bekæmpelse støtter ungt forskertalent med millionbevilling

Martin Qvist Rasmussen fra Institut for Biomedicin modtager en bevilling på 2,4 millioner kroner fra Kræftens Bekæmpelses pulje ”Unge talentfulde kræftforskere”. Pengene skal sikre, at han i en treårig postdoc-ansættelse kan arbejde målrettet på at udvikle en helt ny banebrydende behandling til patienter med lungehindekræft.

Martin Qvist Rasmussen skal i en treårig postdoc-ansættelse arbejde målrettet på at udvikle en behandling af lungehindekræft – en dødelig sygdom, hvor nuværende behandling med operation og kemoterapi kun har begrænset virkning.
Martin Qvist Rasmussen skal i en treårig postdoc-ansættelse arbejde målrettet på at udvikle en behandling af lungehindekræft – en dødelig sygdom, hvor nuværende behandling med operation og kemoterapi kun har begrænset virkning. Foto: Privat.

Martin Qvist Rasmussen indgår i et nyt forskningsprojekt i Søren Moestrups laboratorie, hvor der tages udgangspunkt i proteinet megalin, som er fundet i store mængder på overfladen af lungehindekræftceller. Ved at bruge dette protein som angrebspunkt i kræftcellerne, sigter man nu mod at forbedre behandlingen af lungehindekræft markant.

Lungehindekræft er en sjælden men dødelig sygdom forbundet med tidligere eksponering for asbest. Sygdommen rammer et stigende antal personer (i øjeblikket omkring 150 danskere årligt), og de nuværende behandlinger har kun begrænset effekt.

”Bevillingen giver os muligheden for at arbejde målrettet på at udvikle et lægemiddel, der specifikt angriber lungehindekræftceller. Vi håber, at vores forskning kan føre til en mere effektiv og skånsom behandling for en gruppe patienter, der ellers har meget begrænsede behandlingsmuligheder,“ siger Martin Qvist Rasmussen.

Forskningsprojektet vil udvikle og afprøve et antistof-lægemiddel i laboratoriet og senere teste det på forsøgsmodeller af lungehindekræft. Behandlingen forventes at kunne udføres lokalt gennem dræn, som allerede bruges til at afhjælpe væskeophobning i lungerne hos patienter med sygdommen.

Projektet støttes desuden af BioInnovation Institute med et Futures Grant på 50.000 kroner og af NEYE Fonden, der har doneret 200.000 kroner til projektet i professor Søren Moestrups laboratorie.

”Vi er meget taknemmelige for den brede opbakning, vi har fået til dette projekt. Det er en vigtig anerkendelse af vores arbejde og viser, hvor højt prioriteret det er at kunne forbedre behandlingen af lungehindekræft,“ siger professor Søren Moestrup.

Kontakt

Postdoc Martin Qvist Rasmussen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 71909123
Mail: mqr@biomed.au.dk