Legat styrker forskningen i Alzheimers sygdom og immunforsvaret

Kristian Juul-Madsen er adjunkt på Institut for Biomedicin og forsker i samspillet mellem hjernen og kroppens immunforsvar med et særligt fokus på Alzheimers sygdom. Han har netop modtaget Købmand i Odense Johan og Hanne Weimann Født Seedorffs legat på 1.356.000 kroner.

Købmand i Odense Johan og Hanne Weimann Født Seedorffs legat bliver tildelt særligt lovende forskere under 40 år og skal sikre dem arbejdsro gennem økonomisk uafhængighed i op til to år.
Købmand i Odense Johan og Hanne Weimann Født Seedorffs legat bliver tildelt særligt lovende forskere under 40 år og skal sikre dem arbejdsro gennem økonomisk uafhængighed i op til to år. Foto: Simon Fischel, AU Health.

Bevillingen dækker to års løn og giver Kristian Juul-Madsen mulighed for at dykke ned i sin forskning med fuldt fokus. Målet er både at kunne diagnosticere Alzheimers tidligere og udvikle nye lægemidler, der kan bremse sygdommens udvikling ved at aktivere immunforsvaret.

“Min forskning fokuserer på såkaldte amyloid-β-komplekser, som er små klumper af protein, der samler sig i hjernen, påvirker immunsystemet og er med til at forårsage Alzheimers sygdom. Ved hjælp af en ny metode, der kan måle størrelse og koncentration af enkelte molekyler, undersøger jeg, hvordan protein-klumper bliver dannet, aktiverer immunforsvaret og bliver nedbrudt,” forklarer Kristian Juul-Madsen.

Ifølge adjunkten kan forskningen især få betydning for den voksende gruppe af patienter og pårørende, der lever med - eller en dag vil få - Alzheimers. Samtidig kan den give os ny viden om autoimmune sygdomme som f.eks. leddegigt og lupus.

Projektet bliver gennemført i samarbejde med forskningskolleger fra både Institut for Biomedicin og Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet, herunder professorerne Thomas Willnow, Morten S. Nielsen, Thomas Vorup-Jensen og Gregers R. Andersen.

Kontakt

Adjunkt Kristian Juul-Madsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: +45 61 28 55 20
Mail: juul-madsen@biomed.au.dk