Medicinstuderende får Dronning Margrethe II’s rejselegat til klinikophold i Australien

Amalie Quist Rousing er medicinstuderende på Health. Hun modtager nu Dronning Margrethe II’s rejselegat på 25.000 kr. Pengene skal gå til at finansiere et klinikophold på en akutmodtagelse i Brisbane, Australien.

Dronning Margrethe II’s rejselegat blev indstiftet i 2010 som en gave til Hendes Majestæt Dronning Margrethe i anledning af Dronningens 70-års fødselsdag. Legatet uddeles i forbindelse med Aarhus Universitets årsfest den 13. september 2024.
Dronning Margrethe II’s rejselegat blev indstiftet i 2010 som en gave til Hendes Majestæt Dronning Margrethe i anledning af Dronningens 70-års fødselsdag. Legatet uddeles i forbindelse med Aarhus Universitets årsfest den 13. september 2024. Foto: Aarhus Universitet.

Som kandidatstuderende på Health har Amalie Quist Rousing markeret sig som en lovende ung forsker med et særligt fokus på cystisk fibrose – en arvelig, genetisk betinget sygdom, der primært påvirker lungerne.

Hun er allerede medforfatter på flere videnskabelige artikler og har præsenteret sin forskning på internationale konferencer. Derudover arbejder hun som forskningsassistent på Institut for Biomedicin og er projektkoordinator for en klinisk undersøgelse på Aarhus Universitetshospital.

Ud over sine akademiske bedrifter har Amalie Quist Rousing en stærk tilknytning til internationalt sundhedsarbejde. Hun har tidligere haft et klinikophold på Ilulissat Hospital i Grønland og er aktiv i International Medical Cooperation Committee (IMCC), hvor hun har fungeret som lokal leder af et projekt i Ghana. Desuden er hun frivillig på ”Bamsehospitalet", hvor hun bidrager til at forbedre børns møde med sundhedsvæsenet.

Med Dronning Margrethe II’s rejselegat i hånden rejser hun til Brisbane i Australien for at prøve kræfter med et klinikophold på en akutmodtagelse.

Kontakt

Kandidatstuderende Amalie Quist Rousing
Aarhus Universitet, Health
Mail: arousing@biomed.au.dk