Millionbevilling styrker hjertediagnostik med kunstig intelligens
Klinisk lektor Simon Winther fra Institut for Klinisk Medicin og Regionshospitalet Gødstrup har modtaget 34 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til et stort nordisk forskningsprojekt om kunstig intelligens i hjertediagnostik.
Målet med projektet, der støttes af Novo Nordisk Fonden, er at styrke diagnosticeringen af hjerte-kar-sygdom ved at opbygge en omfattende nordisk database med hjerte-CT-scanninger og etablere en fælles platform, hvor forskere og klinikere kan udvikle og teste AI-modeller på tværs af landegrænser.
”Projektet er en fantastisk mulighed for at samle et tværfagligt team, der kan udvikle AI-modeller af høj kvalitet, som vi tester grundigt og sammenligner med andre førende metoder. Modellerne bliver åbne, så andre forskere kan bygge videre på dem. Det kan sætte yderligere fart på udviklingen. Vi håber, at projektet vil fremme brugen af AI-modeller i den kliniske hverdag og på sigt komme både patienter og sundhedsvæsen til gavn,” siger Simon Winther.
Datasættet vil omfatte scanninger fra tusindvis af personer i Danmark, Norge og Sverige og spænder fra raske mennesker til patienter med svær åreforkalkning. Datasættet giver dermed forskerne mulighed for at analysere sygdomsudvikling over tid. Avancerede beregninger af blodgennemstrømningen i hjertets kranspulsårer bliver foretaget på den danske supercomputer Gefion.
Forskerne validerer AI-modellerne grundigt, før de bliver anvendt og kan støtte beslutninger i klinisk praksis. I projektet arbejder forskerne udelukkende med ikke-personhenførbare data og deler kun kildekoden til de udviklede modeller. Databehandlingen foregår desuden i sikre forskningsmiljøer efter gældende regler og godkendelser.
Projektet er et samarbejde med professor Samuel E. Schmidt fra Aalborg Universitet.
Teksten er baseret på pressemateriale fra Regionshospitalet Gødstrup.
Kontakt
Klinisk lektor og Overlæge Simon Winther
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Regionshospitalet Gødstrup, Afdeling for Hjertesygdomme
Telefon: +45 25 12 10 10
Mail: swinther@clin.au.dk