Mød finalisterne i Fogh-Nielsen-konkurrencen 2025
Den årlige PhD Day er lige om hjørnet, og som altid er Fogh-Nielsen-konkurrencen et af de store tilløbsstykker. Her skal tre af fakultetets skarpeste ph.d.-studerende konkurrere på både deres forskning og præsentationsevner om en andel af præmiesummen på 125.000 kr.
Fredag den 17. januar 2025 inviterer Forskeruddannelsen på Health igen inden for til PhD-Day i Søauditorierne – og der kan naturligvis ikke være ph.d.-dag uden fakultetets helt egen forskerkonkurrence.
I Fogh-Nielsen-konkurrencen dyster tre talentfulde ph.d.-studerende, som hver især arbejder på at løse nogle af samfundets mest presserende sundhedsudfordringer. Konkurrencen finder sted kl. 9.50 i Per Kirkeby Auditoriet.
Se de tre finalister give en forsmag på deres forskningsprojekter i de korte videoer nedenfor.
Kirsten Marie Woolpert – Efterlevelse af brystkræftbehandling
For unge kvinder med brystkræft, kan langvarig endokrin terapi være afgørende for overlevelse. Men behandlingen er også en udfordring at følge. Kirsten Marie Woolpert er epidemiolog på Institut for Klinisk Medicin, hvor hun undersøger de sociale, kliniske og genetiske faktorer, der påvirker efterlevelsen af den livsvigtige kræftbehandling. Hendes forskning har til formål at identificere kvinder i risiko for at afbryde behandlingen og bidrage til interventioner, der kan forbedre resultaterne.
Martin Qvist Rasmussen – Målrettet behandling af mesotheliom med et antistof-lægemiddelkonjugat
Mesotheliom er en kræftsygdom, som er forbundet med asbesteksponering, og de nuværende behandlingsformer har begrænset virkning. Martin Qvist Rasmussen fra Institut for Biomedicin baner vej for en ny terapi, der kan ændre prognosen for patienterne. Hans arbejde fokuserer på at udvikle et antistof-lægemiddelkonjugat, der præcist opsøger og ødelægger kræftcellerne.
Anne Kraushaar Martensen – Hurtigere rehabilitering efter operation
Postoperativ ileus er en almindelig komplikation, der især rammer mennesker, som har gennemgået mave- og tarmkirurgiske indgreb og måttet vente flere dage eller endda uger på, at deres tarmfunktion genoprettes. Anne Kraushaar Martensen fra Institut for Klinisk Medicin undersøger, om en neurostimulator, der fungerer som en pacemaker, kan fremskynde tarmens genopretning. Hendes forskning kan føre til en ny behandling for den både udfordrende og omkostningstunge tilstand.
Kom med til PhD Day 2025
Alle er velkomne til ph.d.-dagen på Health, og Fogh-Nielsen-konkurrencen er blot ét af højdepunkterne på en dag, som også byder på keynotes fra professor Jens Juul Holst og professor Aasa Feragen. Derudover vil over 400 ph.d.- og forskningsårsstuderende præsentere deres arbejde ved arrangementet.
Dagen kulminerer med en middag og uddeling af både JCD-prisen til årets ph.d.-vejleder og 3R-prisen til en ph.d.-studerende, som har arbejdet med at implementere mere humane metoder til dyreforsøg.
Find mere information på PhD Day-hjemmesiden.
Eller se det fulde program for arrangementet.
Kontakt
Ph.d.-administrator Helene Hallas
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – Ph.d.-administrationen
Telefon: 93 50 82 09
Mail: heha@au.dk