Ny forskning baner vej for bedre behandling af slagtilfælde

Danske forskere har fremlagt en ny detaljeret kortlægning, om hvordan blodkarrene i hjernen reagerer efter et slagtilfælde. Resultaterne kan føre til bedre behandling og færre komplikationer for patienterne, vurderer forsker.

Professor Vladimir Matchkov, postdoc. Line Mathilde B. Hansen
Professor Vladimir Matchkov og postdoc Line Mathilde B. Hansen Foto: Private

Hvert år rammes millioner af mennesker verden over af iskæmiske slagtilfælde, der forhindrer blodgennemstrømning til dele af hjernen.

Hurtig genåbning af blodforsyningen er altafgørende og kan redde liv, men paradoksalt nok også føre til yderligere skade i hjernens blodkar.

Nu giver ny dansk forskning et hidtil uset indblik i, hvad der sker i hjernens kar efter genåbning.

”Det er første gang, vi ser så detaljeret på, hvordan hjernens blodkar reagerer molekylært på et slagtilfælde. Vores resultater viser, at blodkarrene bliver mere gennemtrængelige, hvilket gør det lettere for skadelige stoffer at trænge ind i hjernen,” forklarer postdoc Line Mathilde B. Hansen fra Institut for Biomedicin, der er en af hovedforfatterne bag studiet.  

Et dobbeltsidet sværd

Studiet afslører også, at genåbning udløser en markant inflammatorisk reaktion. Inflammationen hjælper kroppen med at reparere skader, men den kan også forværre hjerneskaden og forlænge patientens rehabilitering.

”Inflammation er nødvendigt, men det handler om balance. Hvis vi kan finde en måde at dæmpe den uhensigtsmæssige del af inflammationen på, uden at forstyrre kroppens evne til at reparere sig selv, kan vi potentielt hjælpe mange patienter til en bedre prognose,” forklarer professor Vladimir Matchkov, studiets anden hovedforfatter.

Fremtidens behandling

Forskerholdet har på baggrund af studiet udviklet et offentligt tilgængeligt webværktøj, som forskere verden over kan bruge til at identificere centrale ændringer i genudtryk efter et slagtilfælde.

”Vi håber, at værktøjet bliver et effektivt redskab, som kan føre til hurtigere identificering af involverede molekylære signalering og nye, målrettede behandlinger,” siger Vladimir Matchkov.

Han håber, at forskerne på længere sigt vil kunne udvikle bedre og mere præcise behandlinger til patienter efter et slagtilfælde.

”Målet er klart: at forbedre livskvaliteten for millioner af patienter verden over,” siger Vladimir Matchkov.

 

Bag om forskningsresultatet

Studietype: Dyreforsøg, dyremodel for et slagtilfælde, spatial transcriptomics, proteomics

Samarbejdspartnere: Hans Christian Beck (Institut for Klinisk Medicin, Syddansk Universitet, Dmitry Postnov, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

Ekstern finansiering: Lundbeckfonden

Eventuel interessekonflikt: Ingen

Link til videnskabelig artikel: https://www.ahajournals.org/doi/10.1161/STROKEAHA.124.048085?url_ver=Z39.88-2003&rfr_id=ori:rid:crossref.org&rfr_dat=cr_pub%20%200pubmed 

 

Kontakt

Professor Vladimir Matchkov
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 21834982
Mail: vvm@matchkov.au.dk

 

Postdoc og PhD Line Mathilde B. Hansen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 60125375
line.mb.hansen@biomed.au.dk