Påvirker børn og unges bopæl deres risiko for at udvikle overvægt?
Lektor i epidemiologi Christina C. Dahm fra Aarhus Universitet får knap 5,5 millioner kroner fra Center for Sundt Liv og Trivsel til at undersøge, hvordan det lokalområde, som børn vokser op i, påvirker deres risiko for at udvikle overvægt.

Ifølge Christina C. Dahm er overvægt blandt børn og unge stigende, men den er ikke jævnt fordelt i befolkningen.
”Der er en tydelig sammenhæng med sociale og økonomiske faktorer, men vi mangler viden om, hvordan områdets fysiske og sociale strukturer spiller ind – og hvordan familiens vilkår interagerer med det miljø, børnene vokser op i," forklarer Christina C. Dahm fra Institut for Folkesundhed.
Hun vil derfor blandt andet analysere geografiske og demografiske data for at undersøge, om f.eks. adgangen til grønne områder påvirker risikoen for overvægt. Og ved hjælp af statistiske modeller og geografiske informationssystemer kan hun kortlægge mønstre på tværs af Danmark.
"Hypotesen er, at det ikke kun er familiens forhold, men også det omkringliggende område, der former barnets sundhed. Nogle børn vokser op med færre muligheder for fysisk aktivitet i nærmiljøet, og det kan forstærke sociale forskelle," siger Christina C. Dahm.
Resultaterne kan få stor betydning for, hvordan vi i Danmark arbejder med forebyggelse af overvægt.
"Målet er at skabe en bedre forståelse af, hvad der bidrager til overvægt i barndommen, så vi kan sætte mere præcist ind med forebyggelse – både på individ- og samfundsniveau," siger Christina C. Dahm.
Forskningsprojektet gennemføres i samarbejde med kolleger på Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
”I Center for Sundt Liv og Trivsel arbejder vi for at fremme en sund barndom, hvor alle børn har mulighed for at trives og udvikle sunde livsbetingelser, herunder også en sund vægt. Vi ved fra forskning, at rammer og omgivende miljøer spiller en afgørende rolle. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har igangsat dette forskningsprojekt med AU for at undersøge, hvordan de fysiske rammer påvirker børns muligheder for et aktivt og sundt liv. Vi ser frem til at følge projektet og den viden, det vil bringe,” siger forskningschef Nina Geiker.
Center for Sundt Liv og Trivsel er et selvstændigt center stiftet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Novo Nordisk Fonden.
Kontakt
Lektor og ph.d. Christina C. Dahm
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 23 32 18 75
Mail: ccd@ph.au.dk