Personer med type 1- diabetes kan måske alligevel snøre løbeskoene
Udsving i blodsukkeret afholder nogle personer med type 1- diabetes fra at dyrke motion. Lektor Esben Søndergaard fra Aarhus Universitet vil undersøge, om indtag af galaktose inden motion kan være løsningen og afhjælpe frygten for udsving i blodsukkeret. Novo Nordisk Fonden støtter forskningsprojektet med en bevilling på cirka 3 mio. kr.

Type 1 -diabetes er en autoimmun sygdom, som betyder, at man har mistet evnen til at lave insulin. Konsekvensen er, at de ramte personer har svært ved at styre deres blodsukker – og det gør det endnu sværere, hvis de dyrker motion.
Lektor Esben Søndergaard fra Institut fra Institut for Klinisk Medicin vil have personer med type 1- diabetes i løbeskoene igen. I et forskningsprojekt støttet af Novo Nordisk Fonden med tæt på 3 mio. kr. vil han undersøge, hvorvidt indtag af galaktose modvirker udsving i blodsukkeret. Galaktose er en del af mælkesukkeret og kræver omdannelse i leveren, før vi kan forbrænde det, hvilket beskytter mod lavt blodsukker.
Esben Søndergaard vil desuden scanne personer efter indtag af galaktose og se, hvordan de optager denne i muskelvævet. Han håber på en god effekt, som baner vej for mere fysisk aktivitet blandt personer med type 1-diabetes. Mere motion vil også kunne forebygge hjertekarsygdom i fremtiden.
Kontakt
Lektor, afdelingslæge og ph.d. Esben Søndergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Steno Diabetes Center Aarhus
Mobil: 28 73 09 43
Mail: esben.sondergaard@clin.au.dk