Prisregn over PhD Day 2023

Der var masser at opleve på årets begivenhedsrige PhD Day, hvor fakultetets omkring 400 ph.d.- og forskningsårsstuderende mødtes for at videndele og præsentere deres forskning på tværs af fagområder. Se billederne og hvem, der tog årets priser med hjem her.

Den 20. januar inviterede Health til PhD Day.
Den 20. januar inviterede Health til PhD Day. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

En kold og klar januarmorgen fyldtes Per Kirkeby Auditoriet på Aarhus Universitet af forventningsfulde studerende. Her blev minglet på kryds og tværs, talt om løst og fast, og overalt i den fyldte forelæsningssal summede det af forventning til en dag i vidensdelingens tegn.

Fredag d. 20. januar var det endelig tid til, at de ph.d.-studerende på Health kunne præsentere deres arbejde for hinanden, da årets PhD Day løb af stablen.

”PhD day is my favorite day of the year.”

Sådan lød det i forperson for organisationskomiteen af PhD Day, Michael Winterdahls velkomsttale, og med et tætpakket program var det med at komme i gang.

Efter endnu en kort velkomst ved Luisa S. Cassiano, der er ph.d.-studerende og forperson for ph.d.-foreningen på Health, var det tid til et internationalt besøg.

Keynote fortalte om vejen til en succesfuld forskerkarriere

Under overskriften: “The Road to Success is Paved with Happy Accidents & Failure” blev mikrofonen overladt til den prisvindende forsker og professor i psykologi, Sarah Hill, som lagde fra land med årets keynote-oplæg.

Med en inspirerende præsentation om at tvivle på sig, at turde vige fra den lige vej og at følge sin passion uanset hvad, fortalte den anerkendte forsker og forfatter fra Texas Christian University om sin egen vej ind i forskningens verden.

Som ung studerende begik hun fejl, valgte et forkert speciale og oplevede flere gange ikke at passe ind, før hun til sidst fandt sin rette hylde med evolutionspsykologien. Kreativitet kræver modet til at fejle, pointerede Sarah Hill i sit oplæg, og med de inspirerende ord var det tid til at tage hul på den prisregn, der hører med til PhD Day.

Formand går af efter mange år på posten

Traditionen tro blev der til PhD Day uddelt tre priser – Fogh-Nielsen-prisen, JCD-prisen til årets vejleder og ikke mindst 3R-prisen for årets mest dyrevenlige forskning.

Fogh-Nielsen-prisen var den første i rækken, og den hylder en ph.d.-studerende, som ikke blot formår at udøve forskning af høj kvalitet, men også bestrider den svære kunst at formidle sin viden.

Tre skarpe finalister gjorde klar til at indtage scenen en ad gangen, men først kunne forperson i Fogh-Nielsen-bestyrelsen, professor Søren K. Moestrup, meddele, at han takker af efter 15 år på posten.

Dekanen for Health, Anne-Mette Hvas, trådte på scenen og roste i en takketale Søren K. Moestrup for sit store arbejde med Fogh-Nielsen-konkurrencen og uddelingen af prisen.

Med så vidt forskellige oplæg fra Fogh Nielsen-finalisterne som Shokouh Arjmands ”Sex differences in response to antidepressants,” Cecilie Siggaard Jørgensens ”Bedwetting – causes and treatment” og Nikolaj Hvidt Bøghs ”Metabolic MRI in the brain”, kom årets Fogh-Nielsen-konkurrence vidt omkring.

Du kan se de tre finalister præsentere deres forskning i korte videoer her.

And the winners are…

Herefter fulgte en travl dag med utallige flash talks og poster-præsentationer rundt omkring på Health, og om aftenen var det endelig tid til at uddele dagens priser og at kåre en vinder af Fogh-Nielsen-Konkurrencen.

Det blev Cecilie Siggard Jørgensen fra Institut for Klinisk Medicin, som løb med æren og Fogh-Nielsen-hovedprisen på 75.000 kr. Hun leverede en imponerende, præcis og levende præsentation af sin forskning i årsagerne og behandlingen af sengevædning hos børn.

Ph.d.-studerende Shokouh Arjmand delte sammen med Nikolaj Hvidt Bøgh andenpladsen og modtog hver 25.000 kr. Begge studerende er også fra Institut for Klinisk Medicin.

Der hersker ikke tvivl om, at vejlederne spiller en stor rolle i ph.d.-årerne, og årets vejlederpris – JDC-prisen - gik i år til Jørgen Bjerggaard Jensen fra Institut for Klinisk Medicin. ”Han får os til at føle os som en stor familie,” lød det blandt andet fra den gruppe af ph.d.-studerende, som havde indstillet ham til prisen. Jørgen Bjerggaard Jensen har vejledt 20 ph.d.-studerende på Health i sine 10 år som ph.d.-vejleder.

Replacement – Refinement – Reduction. Det er de tre R’er bag 3R-prisen. Prisen går hvert år til en ph.d.-studerende, som arbejder for at enten reducere eller forbedre brugen af forsøgsdyr i forskningsprojekter.

I år gik prisen til ph.d.-studerende Line Mathilde Brostrup Hansen fra Institut for Biomedicin. 3R-prisen får hun, fordi hun gør en ekstraordinær indsats for at indtænke dyrevelfærd som en forudsætning for at opnå forskning af høj kvalitet.

Med prisuddelingen er PhD Day overstået i denne omgang, men allerede nu kan du sætte kryds i kalenderen i januar 2024, hvor PhD Day igen løber af stablen.

Om PhD Day

PhD Day afvikles årligt i januar (2022 blev udsat til 24. juni grundet covid-19)
Formålet er at bringe de ph.d.-studerende sammen og skabe netværk på tværs af et bredt videnskabeligt felt.

Dette års keynote taler var Professor Sarah Hill fra Texas Christian University. 

Læs mere om PhD Day 

Læs mere om de tre priser:
Fogh-Nielsen prisen
JCD-Prisen
3R-Prisen

Kontakt

Ph.d.-administrator Annika Haarbye Jensen 
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – Health ph.d.-administration
Mobil: +4593508209

Mail: annikahj@au.dk