Professor modtager hædersgave for indsats i psykiatriforskning
Søren Dinesen Østergaard fra Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Depression og Angst ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien modtager William Nielsens Fonds Hædersgave ved en ceremoni på Sorø Kunstmuseum.
Professor Søren Dinesen Østergaard modtager hædersgaven for sin forskning, der blandt andet sigter mod at forbedre vurderingen af symptomer, bivirkninger og trivsel hos patienter med psykisk sygdom. Hans seneste forskning undersøger, om maskinlæring (kunstig intelligens) kan anvendes til at forudsige sygdomsforløb for patienter i Psykiatrien – udelukkende ud fra data fra den elektroniske patientjournal.
Ifølge William Nielsens Fond bringer professoren den nyeste teknologi og forskning helt tæt på patienterne i psykiatrien.
"Jeg er meget glad og stolt over at modtage hædersgaven fra William Nielsens Fond. Det er en stor anerkendelse af mit arbejde med at hjælpe patienter med psykisk sygdom til mere målrettet behandling - og dermed forhåbentligt et bedre og længere liv," siger Søren Dinesen Østergaard.
Kontakt
Professor Søren Dinesen Østergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien, Afdeling for Depression og Angst
Mail: sdo@clin.au.dk