De fleste kender lyden af en kat eller hund, der piber eller klynker for at få opmærksomhed, og som kæledyrsejer udvikler man en særlig modtagelighed over for den slags dyrelyde. Dog er hundens piben ekstra sørgelig. Den lyd er, hvis man spørger både hunde-, katteejere og voksne generelt, at sammenligne med en grædende baby.

Ovenstående fremgår af et nyt studie, Pawsitively sad: pet-owners are more sensitive to negative emotion in animal distress vocalizations, som lektor Christine Parsons står bag. Hun er ansat på Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet og på Institut for Klinisk Medicin/Institut for Kultur og Samfund, og så er hun førsteforfatter på den videnskabelige artikel, som netop er publiceret i tidsskriftet “Royal Society Open Science”.

“Det at have et kæledyr betyder, at man udvikler større følsomhed over for dyr, som jamrer eller klager sig. Det er formentlig en af forklaringerne på, at vi bruger megen tid og mange penge på at knytte os til dyrene. Det forklarer også, hvorfor samværet opleves så givende, og hvorfor vi bliver følelsesmæssigt påvirkede, uanset om det er positivt, og katten fx spinder, eller negativt, og dyrene er utilpasse eller har ondt,” siger Christine Parsons. 

Hun forklarer, at forskningsresultatet udspringer af arbejdet med at opbygge en større database med forskellige følelseslyde – oprindeligt udviklet til at teste, hvordan forældrene reagerer på lyden af deres egne børn. I den aktuelle undersøgelse har Parsons samarbejdet med forskere fra University of Oxford, University of California LA og King's College i London. 

I forskningsprojektet testede forskerne mere end 500 unge voksne og fandt, at hunde-hvin lyder 'mere negativt' for hunde- eller katteejere end for mennesker uden kæledyr, hvorimod kattens jammer kun opfattes som trist, hvis man selv har kat. Forskerne konstaterede også, at lyden af en trist hund overtrumfer lyden af en trist kat, uanset om man har kat eller hund. 

Forskellen kan forklares med arternes karakteristika

”Resultatet indikerer altså, at hunde mere effektivt end katte er i stand til at kommunikere deres nød til mennesker. Det giver selvfølgelig god mening, at vi oplever, at vi i højere grad er nødt til at reagere på lyden fra en hund, som jo er meget afhængig af sin ejer i forhold til mad og pleje,” siger Christine Parsons. 

Parsons’ tætte samarbejdspartner, Katherine Young, som er sidsteforfatter på artiklen og ansat på King’s College i London fremhæver, at hunde-ejere generelt bruger mere tid på daglig pasning end katte-ejere. Hunde-ejere er nødt til at lufte deres hunde flere gange om dagen og har dermed også en tættere kontakt med deres dyr end katte-ejere. Hun kalder katte for ’semi-domesticerede’, fordi de kun delvist er gjort til husdyr og i højere grad bevarer deres uafhængighed som tamme. Fx kommer og går de fleste huskatte, som det passer dem. 

”Denne forskel i afhængighed kan forklare, hvorfor hundens hvin og klynk lyder værre, selv for katteejerne. Hundens nødsignal er simpelthen mere effektivt,” siger Katherine Young. 

Studiet er også en mytedræber 

Ifølge Christine Parsons er det nye studie også med til at aflive en gammel sejlivet stereotyp om ’den skøre kattedame’. Det er velbeskrevet, at kvindelige katteejere i mange år er blevet afbildet som neurotiske, ensomme, usexede og excentriske, mens hundeejere generelt beskrives mere positivt. Forskere taler ligefrem om en ‘Lassie-effekt’ (jævnfør den berømte tv-collie af samme navn), hvor frisk luft og bevægelse er blandt de mange fordele, der er forbundet med det at gå med  hund. 

”Med afsæt i den forskel har vi undersøgt, om der er forskel på katteejere, hundeejere og mennesker uden kæledyr, når man ser på deres psykiske robusthed – og det er der ikke,” siger Christine Parsons. 

”Vi fandt ingen forskelle, hvad angår symptomer på angst, depression eller selvrapporterede oplevelser i forsøgspersonernes nære relationer, og vi er derfor tilbøjelige til helt at afvise, at der skulle knytte sig særlige psykologiske karakteristika til hunde- og katte-ejere. I hvert fald er der ingen næring til myten om kattedamen i det aktuelle studie,” siger hun. 

Bag om forskningsresultatet

• Studiet er et såkaldt tværsnitsstudie
• Vigtige samarbejdspartnere er Richard LeBeau (UCLA), Morten Kringelbach (AU/Oxford), Kathrine Young (Kings College)
• Forskningsprojektet er støttet af Trygfonden og Danmarks Grundforskningsfond
• Artiklen Pawsitively sad: pet-owners are more sensitive to negative emotion in animal distress vocalizations er publiceret i Royal Society Open Science 

Kontakt

Lektor, ph.d. Christine Parsons 
Aarhus Universitet, Interacting Minds Center: http://interactingminds.au.dk/projects/tapir/,
Institut for Klinisk Medicin (Health) og Institut for Kultur og Samfund (Arts)
Mobil: 29 88 87 75
Mail: christine.parsons@cas.au.dk