Engelsk gigtforsker bliver adjungeret professor på Health
Mwidimi Ndosi er ny adjungeret professor i reumatologi på Health, hvor han i samarbejde med forskningsafdelingen på Reumatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, skal styrke den eksisterende gigtforskning.

Healths nye adjungerede professor er en internationalt anerkendt forsker inden for reumatologi, dvs. gigt- og ledsygdomme, og bliver tilknyttet Institut for Klinisk Medicin, sektion for reumatologi, hvor han skal forbedre livskvaliteten for mennesker med reumatiske sygdomme.
”Reumatiske sygdomme påvirker alle aspekter af livet. Derfor er en omfattende vurdering nødvendig. Min forskning sigter mod at udvikle bredtfavnende og brugervenlige værktøjer, der kombinerer kliniske undersøgelser og patientrapporterede målinger for at give et mere præcist billede af f.eks. sygdomsprogression," forklarer Mwidimi Ndosi.
Et centralt element i den adjungerede professors forskning bliver at understøtte patientuddannelse, så personer med reumatiske sygdomme får bedre muligheder for at håndtere hverdagen med sygdommen.
”I dag forventes det, at de fleste reumatologiske patienter i størstedelen af tiden selv håndterer deres sygdom i hjemmet. Derfor er patientuddannelse afgørende for at støtte patienternes egenomsorg og livskvalitet,” siger Mwidimi Ndosi.
Til daglig er Mwidimi Ndosi lektor i reumatologi på University of West England i Bristol, og han ser frem til at styrke samarbejdet med kolleger på Aarhus Universitet og Reumatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.
Kontakt
Adjungeret professor Mwidimi Ndosi
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
University of West England, School of Health and Social Wellbeing
Telefon: +44 1173 288645
Mail: mwidimi.ndosi@uwe.ac.uk