PhD Day sætter fokus på forskningens faldgruber
Den 23. januar 2015 afholdes PhD Day 2015. Temaet for dagen er Academic Doping og skal sætte gang i debatten om, hvilke konsekvenser overophedede CV’er har for forskning og forskningskulturen.
Forskes der for videnskabens skyld eller for CV’ets? Publikationer og citationer er nøgleord i den akademiske verden, og som forsker bliver man målt på, hvor meget man udgiver, og i hvilke videnskabelige tidsskrifter det publiceres. Presset fører til publikationer med et unaturligt højt antal medforfattere, som ikke nødvendigvis har indsigt i forskningen bag projektet. Og det er netop denne problematik, PhD Day 2015 tager op med temaet Academic Doping.
Panel skal debattere redelig forskningspraksis
Fire paneldebattører har fået opgaven med at perspektivere temaet og sætte blus under debatten, som skal finde sted midt på dagen i Søauditoriet. Som noget nyt er tilhørerne i auditoriet inviteret til direkte at bidrage med kommentarer og spørgsmål til debattørerne via sociale medier.
De fire paneldebatører er:
- Kirsten Ohm Kyvik, professor, MPM, Institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet.
- Jørgen Frøkier, professor, næstformand for Det Frie Forskningsråd, sundhed og sygdom.
- Ask Vest Christiansen, lektor med fokus på sportsdoping ved Institut for Folkesundhed, Idræt, Aarhus Universitet.
- Eskild Petersen, klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og chefredaktør på International Journal of Infectious Diseases.
Morten Staberg er Key Note speaker
Speciallæge i børnesygdomme Morten Staberg har tidligere udtrykt sig i medierne omkring den mængde tid hospitalslæger i dag bruger på at registrere og dokumentere frem for at være hos patienterne. Den 23. januar besøger han Søauditorierne som Key Note speaker. I sit oplæg vil han fokusere på forskningsetik i lægevidenskabelig forskning og relationen til lægeetik.
Prisuddeling og præsentationer af forskningsprojekter
På dagen vil ph.d.-studerende og enkelte forskningsårsstuderende fremlægge deres forskningsprojekter ved mundtlige præsentationer og posterpræsentationer. Vinderne af den prestigefyldte Fogh Nielsen pris for ph.d.-studerende bliver også kåret på dagen.
- Se programmet for PhD Day 2015 på ph.d.-skolens hjemmeside.