Fra Boston til Aarhus: Ny professor fokuserer på luftvejsvirus og ulighed i sundhed

Ved årsskiftet tiltræder Noelle Marie Cocoros som professor i klinisk overvågningsepidemiologi ved Aarhus Universitet. Hun er også Principal Research Scientist ved Harvard Pilgrim Health Care Institute og Harvard Medical School, hvor hun forsker i infektionssygdomme og overvågning af folkesundhed.

Noelle Marie Cocoros tiltræder som ny professor på Institut for Klinisk Medicin og Klinisk Epidemiologisk Afdeling d. 1. januar 2025.
Noelle Marie Cocoros tiltræder som ny professor på Institut for Klinisk Medicin og Klinisk Epidemiologisk Afdeling d. 1. januar 2025. Foto: Privat.

Professor Noelle Marie Cocoros ser frem til at bidrage til forskningen i årsagerne til og konsekvenserne af infektionssygdomme sammen med sine nye kolleger ved Institut for Klinisk Medicin. Noelle Marie Cocoros forskning fokuserer på luftvejsinfektioner og uligheder i sygdomsbyrde og dødelighed blandt forskellige befolkningsgrupper.

"Luftvejsinfektioner påvirker os alle – uanset om det er i løbet af en typisk influenzasæson eller under en pandemi. Derfor er det vigtigt at forstå, hvilke faktorer der øger en persons risiko for at udvikle en alvorlig luftvejsinfektion på både individ- og befolkningsniveau,” siger Noelle Marie Cocoros og fortsætter:

"Jeg håber, at min forskning kan gøre nytte for folkesundhedsprofessionelle i Danmark og internationalt. Derudover ser jeg frem til at undervise studerende i folkesundhedsovervågning og epidemiologi og til at fungere som mentor for ph.d.-studerende og postdocs.”.

I sin forskning anvender Noelle Marie Cocoros sundhedsdata til at besvare store folkesundhedsspørgsmål. I den forbindelse har hun de seneste 15 år opbygget et stærkt samarbejde med kolleger fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling i Aarhus.

Kontakt

Professor Noelle Marie Cocoros
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin – Klinisk Epidemiologisk Afdeling (KEA)
Telefon: 1-617-470-8303
Mail: ncocoros@gmail.com