The Rising Star: Mette Julsgaard får europæisk forskningspris
Klinisk lektor Mette Julsgaard fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital modtager The Rising Star – en af de største europæiske forskningspriser målrettet yngre forskere inden for hepatologi og gastroenterologi.
Mette Julsgaard fra Institut for Klinisk Medicin er den første forsker fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital til at modtage forskningsprisen The Rising Star og blot den fjerde dansker, som har modtaget prisen, siden den blev stiftet i 2003.
Prisen uddeles hvert år til de ti mest talentfulde forskere inden for hepatologi og gastroenterologi, og Mette Julsgaard får prisen for sin forskning i kronisk inflammatorisk tarmsygdom og graviditet.
Som klinisk lektor forsker hun i behandlingen af gravide med inflammatoriske tarmsygdomme (IBD) og undersøger, hvordan behandling påvirker patienternes børn. Mette Julsgaard arbejder desuden på at etablere en national klinik for prækonception og graviditetsplanlægning for IBD-patienter i Danmark med fokus på at sikre evidensbaseret behandling og lige adgang til behandling.
Kontakt
Klinisk lektor Mette Julsgaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Lever-, Mave- & Tarmsygdomme
Mail: mjn@clin.au.dk