Se billederne fra PhD Day 2025
Den 17. januar 2025 samledes hundredvis af studerende, forskere og undervisere til Healths traditionsrige PhD Day. Dagen bød på spændende foredrag, faglige præsentationer og en fejring af fremragende forskning. Se billederne, og hvem der tog årets priser med hjem.

Med en varm velkomst i Per Kirkeby-Auditoriet blev PhD Day 2025 officielt skudt i gang af Anders Etzerodt, forperson for PhD Day 2025 og lektor på Institut for Biomedicin, samt Livie Yumeng Li, ph.d.-studerende og forperson for PhD-foreningen på Health.
Efter velkomsten var det tid til dagens første keynote-præsentation. Professor Jens Juul Holst fra Københavns Universitet og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Reseach fokuserede på tarmhormonet GLP-1 og dets revolutionerende indflydelse på behandlingen af type 2-diabetes og overvægt.
Herefter fulgte et væld af aktiviteter og præsentationer. Blandt dagens højdepunkter var Fogh-Nielsen Konkurrencen, hvor ph.d.-studerende dystede om, hvem der var skarpest til at præsentere deres forskning.
Efter frokosten indtog professor Aasa Feragen fra Danmarks Tekniske Universitet scenen med sin keynote-præsentation om bias og retfærdighed i medicinsk AI.
Om PhD Day:
PhD Day afvikles årligt i januar. Formålet er at bringe de ph.d.-studerende sammen og dele viden og skabe netværk på tværs af et bredt videnskabeligt felt.
Dette års keynote-talere var professor Jens Juul Holst fra Københavns Universitet og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Reseach samt professor Aasa Feragen fra Danmarks Tekniske Universitet.
Læs mere om PhD Day
Læs mere om de tre priser:
Fogh-Nielsen prisen
JCD-Prisen
3R-Prisen
En festlig fejring af ny forskning
Sidste punkt på dagsordenen var den festlige gallamiddag med prisoverrækkelser, der fandt sted i DGI-Huset i Aarhus. Sidste års vinder af JCD-prisen, professor Stine Sofia Korreman fra Institut for Klinisk Medicin, holdt en inspirerende tale, inden de eftertragtede priser blev uddelt:
JCD-Prisen for årets ph.d.-vejleder blev for første gang tildelt to personer, da der var dødt løb blandt de nominerede.
Lektor Louise Hauge Matzen fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed og lektor Oleguer Plana-Ripoll fra Institut for Klinisk Medicin delte prisen og præmien på 25.000 kr. for deres store bidrag som vejledere.
Du kan læse mere om modtagerne her.
Årets Fogh-Nielsen-konkurrence vandt Postdoc Martin Qvist Rasmussen fra Institut for Biomedicin, hvis præsentation imponerede både dommere og tilskuere.
Han modtog hovedprisen på 75.000 kr. for sin præsentation af et antistof-lægemiddelkobling, der er designet til at opspore og ødelægge kræftceller hos patienter med lungehindekræft efter eksponering for asbest.
Postdoc Kirsten Woolpert og ph.d.-studerende Anne Kraushaar Martensen begge fra Institut for Klinisk Medicin kom på en delt andenplads i Fogh-Nielsen-konkurrencen og modtog hver 25.000 kr.
Du kan se de tre Fogh-Nielsen-finalister præsentere deres forskning i korte videoer her og allerede nu glæde dig til januar 2026, hvor PhD Day løber af stablen igen.