Louise Hauge Matzen og Oleguer Plana-Ripoll er årets ph.d.-vejledere

I år går fakultetets vejlederpris, JCD-prisen, til hele to forskere. Prisen, der er opkaldt efter professor emeritus og tidligere institutleder Jens Christian Djurhuus, anerkender vejledere, der er ekstraordinært inspirerende, engagerede og til stede for deres studerende.

Til gallamiddagen efter PhD Day 2025 blev Louise Hauge Matzen fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed, hædret foran kolleger og studerende.
Til gallamiddagen efter PhD Day 2025 blev Louise Hauge Matzen fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed, hædret foran kolleger og studerende. Foto: Helene Hallas, Health ph.d.-administration.

Ved den afsluttende gallamiddag efter PhD Day 2025 blev to af Healths dedikerede ph.d.-vejledere, lektor Oleguer Plana-Ripoll fra Institut for Klinisk Medicin og lektor Louise Hauge Matzen fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed, hædret foran kolleger og studerende.

I år var der dødt løb mellem de nominerede, og for første gang siden stiftelsen i 2012 går JCD-prisen til to ph.d.-vejledere.

Ifølge indstillingerne, som de to vejlederes studerende har indsendt, er begge prismodtagere kendetegnet ved en særlig evne til at jonglere forskning, undervisning og vejledning. Derudover formår de at skabe trygge rammer for deres studerende, hvori både faglige og personlige udfordringer tages alvorligt.

En naturlig forlængelse af forskningen

Louise Hauge Matzen er lektor og sektionsleder, og hun ser vejledning som en integreret del af sit arbejde.

"Min forskning fokuserer på, hvordan vi bedst bruger billeddiagnostiske metoder i tandplejen til at sikre præcis diagnostik og behandling. Jeg ser vejledning som en naturlig forlængelse af min forskning, fordi opgaven handler om at sikre, at de ph.d.-studerende får det stærkest mulige fundament for at kunne lykkes med deres arbejde," siger hun.

Oleguer Plana-Ripoll forsker i sociologisk epidemiologi blandt andet med fokus på sammenhænge mellem psykiatriske lidelser og socioøkonomiske faktorer.

”Jeg elsker at arbejde med data og opdage mønstre, der kan give os en bedre forståelse af mental sundhed. Men det er mindst lige så vigtigt for mig at være til stede for de studerende, uanset om det handler om faglige udfordringer eller deres generelle trivsel,” siger han.

Om JCD-prisen:

  • Blev grundlagt i 2012 og er navngivet efter professor emeritus Jens Christian Djurhuus, som var institutleder på Institut for Klinisk Medicin fra 1978 til 2012 og kendt for sin dedikation til ph.d.-studerende. Med prisen følger en pengepræmie på 25.000 kroner.
  • Uddeles hvert år af Ph.d.-foreningen på Health til en vejleder, der er tilgængelig, engageret og støttende – og som gør en forskel for de studerende. I år er det første gang, at prisen tildeles to personer, da der var dødt løb blandt de nominerede.
  • Er bl.a. tildelt Stine Sofia Korreman fra Institut for Klinisk Medicin (2024), Jørgen Bjerggaard Jensen fra Institut for Klinisk Medicin (2023), Helle Terkildsen Maindal fra Institut for Folkesundhed (2021) og Christian Kanstrup Holm fra Institut for Biomedicin (2020).
  • Du kan læse mere om JCD-prisen på Aarhus Universitets hjemmeside.

Fokuserer på nærvær og balance

Ved gallamiddagen blev vejlederne hyldet for deres evne til at balancere mellem forskning, vejledning og de studerendes trivsel.

"Jeg går meget op i at sikre, at mine studerende oplever en god balance mellem deres forskning og deres privatliv. Det er vigtigt for mig, at de trives som hele mennesker, og at der er plads til et liv uden for laboratoriet," siger Louise Hauge Matzen.

Oleguer Plana-Ripoll stemmer i:

”For mig handler god vejledning om at tilpasse sig den enkelte studerende. Nogle gange handler det om at give dem plads til refleksion, og andre gange handler det om at være en fast sparringspartner, der kan hjælpe dem gennem svære perioder. Et råd, jeg selv har modtaget og altid giver videre, er, at de studerende skal tage ejerskab over deres kalender og ikke lade kalenderen eje dem. Ellers kan tilværelsen som ph.d.-studerende – eller som akademiker i det hele taget - blive enormt stressende,” siger han.

Begge prismodtagere betragter vejledning som en kerneopgave. Men det kræver også både tid og engagement, som kan være udfordrende at presse ind i en hverdag som forsker.

 ”Det kan være udfordrende at balancere vejledning med forskning og ledelsesopgaver i en travl hverdag. Og det er oftest min egen forskning, der bliver nedprioriteret. Men for mig er det hele indsatsen værd, når jeg ser mine studerende trives og lykkes,” siger Louise Hauge Matzen.

De studerendes anerkendelse betyder noget særligt

Ifølge de to vejledere er det en stor ære at modtage JCD-prisen. Det skyldes især, at det er de studerende selv, der indstiller kandidaterne.

"Jeg har aldrig haft et stort behov for priser eller hæder, men JCD-prisen er anderledes. At blive indstillet af mine studerende er en utrolig anerkendelse og et bevis på, at de værdsætter mit arbejde," siger Louise Hauge Matzen.

Oleguer Plana-Ripoll supplerer:

"Det er et kæmpe skulderklap, der bekræfter, at mit arbejde gør en forskel for de studerende. Jeg er stadig relativt ny i rollen som vejleder, så det betyder utroligt meget for mig at få en anerkendelse som denne allerede nu. Mine egne vejledere fra især postdoc-tiden har haft stor betydning for min karriere. Derfor er det en opgave og et ansvar, som jeg på ingen måde tager for givet,” siger han.

Årets prismodtagere deler den pengepræmie på 25.000 kroner, som følger med JCD-prisen.

Kontakt

Lektor og sektionsleder Louise Hauge Matzen
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Telefon: 61 71 13 82
Mail: louise.hauge.matzen@dent.au.dk

Lektor Oleguer Plana-Ripoll
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinisk Epidemiologisk Afdeling (KEA)
Telefon: 87 16 60 34
Mail: opr@clin.au.dk