Health er et af de fem fakulteter ved Aarhus Universitet og består af fem institutter.
Fakultetet udbyder uddannelser inden for hele det sundhedsvidenskabelige felt, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab.
Aarhus Universitet, Health har mere end 30 års erfaring med formaliseret uddannelse af forskere, og HE Forskeruddannelsen er med sine omkring 600 studerende en af Danmarks største ph.d.-skoler.
Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet (AU) blev grundlagt i 1936, otte år efter at Aarhus Universitet blev oprettet. Men allerede i 1933 begyndte undervisningen af de første medicinske studenter med det, der hed ”den lægevidenskabelige forberedelseseksamen", kantussen.
I årene 1933-1953 kunne studerende tage en del prøver ved fakultetet, men først fra 1952 blev det muligt også at aflægge den afsluttende eksamen i Aarhus. På det tidspunkt var der 729 studerende indskrevet ved fakultetet - det var 42 procent af universitetets dengang i alt 1.750 studerende.
I 1992 kom Aarhus Tandlægehøjskole med i Det Lægevidenskabelige Fakultet, og fakultetet skiftede navn til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
I 2000 blev et sundhedsvidenskabeligt uddannelsescenter og bibliotek indrettet i den bygning, som tidligere rummede "Fødselsanstalten i Jylland". Huset blev omdøbt til "Victor Albeck Bygningen" efter Victor Albeck, der var den første overlæge ved Fødselsstiftelsen og en af universitetets fædre.
I 2011 blev Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet omdøbt til Health.
Siden grundlæggelsen af fakultetet i 1936, har der været et tæt samarbejde mellem fakultet og byens hospitaler, der i dag alle er samlet under Aarhus Universitetshospital. Der samarbejdes både omkring den kliniske undervisning og om den forskning, der foregår på alle hospitaler i Region Midtjylland.
Fra begyndelsen af 1950'erne blev der forsket i cellemembraner ved Fysiologisk Institut. Det arbejde resulterede senere i, at Jens Chr. Skou opdagede natrium-kalium-pumpen, som han i 1997 modtog Nobelprisen i kemi for.
Læs Healths historie i bogen 'Arhus Universitet 1978-2003', Aarhus Universitetsforlag, 2005