news

Aarhus kæmper for nyt center for partikelterapi

Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Region Midtjylland har netop sendt en revideret ansøgning til Sundhedsstyrelsen. Nu er det op til Sundhedsstyrelsen at beslutte, om det kommende Nationale Center for Partikelterapi skal ligge i Aarhus eller København.

Det Nationale Center for Partikelterapi
Det Nationale Center for Partikelterapi

De tre samarbejdspartnere i Aarhus har nu sendt en lettere revideret projektansøgning til Sundhedsstyrelsen, og dekan Allan Flyvbjerg fra Aarhus Universitet er godt tilfreds med resultatet.

- Vi mener langt hen ad vejen, at vi ramte plet med vores ansøgning i første omgang ved at beskrive et nationalt anlæg af høj kvalitet. Vi har lavet en samlet vurdering af de eksisterende anlæg på verdensplan og kan ikke se, at der siden sidst er kommet nye typer af anlæg, der opfylder de høje krav, vi sætter fra Aarhus Universitet og fra Aarhus Universitetshospital, fortæller dekan Allan Flyvbjerg.

Ekspertpanel vurderer ansøgningerne

Et internationalt ekspertpanel bestående af to tyskere, en schweizer, en englænder og en amerikaner skal nu rådgive Sundhedsstyrelsen om den mest hensigtsmæssige placering af centret. Panelet holder det første møde i København til oktober.

- Sundhedsstyrelsen er trådt i karakter og har inviteret begge ansøgere til at indstille relevante eksperter til panelet. Og det er sket i fuld fordragelighed mellem Aarhus og København, fortæller dekan Allan Flyvbjerg. 

Sundhedsstyrelsen forventer, at eksperterne er klar med en anbefaling i februar 2013. Derefter er det op til politikerne at beslutte, om Det Nationale Center for Partikelterapi skal ligge i Aarhus eller København.

Internationale topforskere hentet til Aarhus

I Aarhus har man forberedt sig ved at ansætte to topprofessorer. Der er tale om to af verdens førende forskere i medicinsk fysik, som er ansat til at styrke forskning i avanceret strålebehandling til kræftpatienter, herunder partikelterapi. De to topforskere bliver Danmarks første professorer inden for medicinsk fysik.

Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital præsenterer de to nyansatte topforskere på universitetets hjemmeside.

Læs også om den reviderede ansøgning på Region Midtjyllands hjemmeside.

Yderligere oplysninger

Dekan Allan Flyvbjerg
Aarhus Universitet, Health

Telefon: 51 77 95 48 eller email: dekan@sun.au.dk


Ét center for partikelterapi i Danmark

Danmark skal have et nyt tilbud om moderne og skånsom behandling af kræftpatienter. Det skal ske ved at etablere et center for partikelterapi.

Det nye center er en betydelig investering, og derfor er der på landsplan kun plads til ét. Både Region Midtjylland og Region Hovedstaden lagde for et år siden billet ind på opgaven. Sundhedsstyrelsen har efterfølgende bedt begge regioner om at revidere deres forslag.