news

Afføringsinkontinens binder mange til hjemmet

Problemer med at holde på afføringen afholder mange danskere fra at leve et aktivt og socialt liv. Flere kan hjælpes med sakral nerve stimulation, viser ny undersøgelse.

Op mod 6 procent af voksne danskere skønnes at have problemer med at holde på afføringen – også kaldet afføringsinkontinens. En ny dansk-hollandsk undersøgelse viser, at der er en klar sammenhæng mellem livskvalitet og forbedring af evnen til at holde på afføringen efter behandling med såkaldt sakral nerve stimulation.

”Der er flere undersøgelser der viser, at patienter får bedre livskvalitet efter operation med sakral nerve stimulation. Men det har overrasket os, at mange af de patienter med flere episoder med afføringsinkontinens end før operationen, alligevel får bedre livskvalitet efter operationen. En mulig forklaring på dette paradoks er, at patienter med afføringsinkontinens i nogen grad føler sig bundet til hjemmet for at begrænse afføringsuheld. Efter behandling med sakral nerve stimulation kan de leve et aktivt socialt liv til trods for enkelte afføringsuheld, fortæller Jakob Duelund-Jakobsen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og læge ved Aarhus Universitetshospital.

Ved sakral nerve stimulation indopereres en tynd elektrode, der påvirker nerverne til endetarmen og bækkenbunden. Patienterne får først elektroden indopereret i en tre ugers test periode, hvorefter der på baggrund af testperiodens resultat skal tages stilling til, om sakral nerve stimulation skal tilbydes som en permanent løsning.

Flere kan få glæde af metoden

Jakob Duelund-Jakobsen mener på baggrund af de nye forskningsresultater, at flere patienter kan få glæde af behandlingsmetoden:

”I dag bliver man indstillet til sakral nerve stimulation, hvis man har et eller flere uheld om ugen. Det kriterium opfanger dog ikke den gruppe af patienter, som nærmest ikke har uheld, men som betaler en høj pris ved at isolere sig i hjemmet for hele tiden at være tæt på toilettet. ”

”Når vi ser, at opererede patienterne oplever større livskvalitet, selv om de har flere uheld end før , fordi de pludselig er i stand til at gå  på shopping eller i biografen, bør vi selvfølgelig også se på patienttilfredsheden, når man vurderer, hvem der skal have tilbudt denne behandlingsmetode på permanent basis”, uddyber han.

Antallet af tilfælde med afføringsuheld blev reduceret fra daglige uheld til mindre end et uheld om ugen for patienterne der indgår i undersøgelsen.

Især mænd lukker sig inde

Kvinder rammes oftest af afføringsinkontinens, blandt andet som følge af fødselsskader, men også mænd rammes af det. Mændene er dog langt dårligere til at søge behandling end kvinderne: 

”Selvom både mænd og kvinder rammes af afføringsinkontinens, er det næsten kun kvinder, der søger behandling for svær afføringsinkontinens. Problemet er sandsynligvis mere tabubelagt for mænd, der ofte lukker sig inde i stedet for at søge behandling. Det er jo rigtigt ærgerligt, når vi nu ved, at der er gode behandlingsmuligheder,” afslutter Jakob Duelund-Jakobsen. 


 

Fakta

  • Undersøgelsen er netop publiceret i det europæiske tidsskrift Colorectal Diesease.
  • 158 danske og hollandske patienter deltog i undersøgelsen
  • 46 % af de patienter, der oplevede flere uheld end før operation, var glade for indgrebet
  • Sakral nerve stimulation er et mindre kirurgisk indgreb, hvor patienten får indopereret en elektrode, der styres af en pacemaker på størrelse med en femkrone
  • Indgrebet tilbydes kun, når andre behandlingsmuligheder som bl.a. kostomlægninger er udtømte
  • Det er usikkert, hvor mange danskere der lider af afføringsinkontinens, da det er en meget tabubelagt lidelse. Undersøgelser har vist, at kun 10 % af personer med afføringsinkontinens søger behandling

 

Kontakt

Jakob Duelund-Jakobsen, ph.d.-studerende, læge
Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital
Tlf. +45 29 72 56 80


 

?