AU åbner uddannelse i København

Aarhus Universitet åbner sin kandidatuddannelse i sygepleje i Emdrup og øger optaget på studiet. Det sker bl.a. på baggrund af, at kandidaterne har høj beskæftigelse, og at man forventer et øget behov for dem fremover.

Foto: Søren Kjeldgaard, AU-foto

Aarhus Universitet åbner nu muligheden for, at sygeplejersker med lyst til f.eks. at blive undervisere, kliniske vejledere eller forskere kan tage en kandidatuddannelse i sygepleje – uden at det nødvendigvis skal foregå i Aarhus.
Fra september 2012 vil uddannelsen, der efter to år munder ud i kandidatgraden cand.cur., eksistere sideløbende på Campus Aarhus og på Campus Emdrup ved København.

Aarhus Universitet er ene om at udbyde uddannelsen, der siden oprettelsen i 1991 har hørt hjemme i Aarhus.
”Men vi har som regel 10-15 studerende fra København på hvert hold”, fortæller studieleder, lektor og ph.d. Kirsten Frederiksen fra sygeplejevidenskab på Aarhus Universitet.
”Vi indretter studiet efter, at man kan pendle, og desuden har vi e-læring, så noget af undervisningen kan foregår hjemmefra.  Men de studerende har alligevel udtrykt et stærkt ønske om også at kunne læse i København”.

Høj beskæftigelse – og behov for flere
En analyse fra Dansk Sygeplejeråd forudser desuden, at behovet for kandidater i sygepleje er 36 pct. større om fem år – især i det midtjyske og på Sjælland.
”På den baggrund har vi nu besluttet at lave to lige store uddannelsesforløb i Aarhus og København med et optag på 35 studerende hvert sted – altså 70 studerende pr. årgang mod de nuværende 50”, siger Kirsten Frederiksen
Hun tilføjer, at Aarhus Universitets beskæftigelsesundersøgelse fra 2009 viser en beskæftigelsesprocent på over 95 for kandidaterne.

Kandidatuddannelsen i sygepleje er en teoretisk og forskningsbaseret uddannelse med sygepleje som omdrejningspunkt og fokus på bl.a. forskning i klinisk sygepleje og patientologi, altså læren om det at være patient. Den er primært tænkt som en direkte forlængelse af professionsuddannelsen til sygeplejerske.
Aarhus Universitet råder over velegnede rammer i det tidligere Danmarks Pædagogiske Universitet, som delvis er flyttet til Aarhus, og det vil nu bl.a. være op til en fast stab af undervisere at bygge det helt rigtige forskningsmiljø op omkring den sjællandske halvdel af Aarhus-uddannelsen.

Se mere om uddannelsen