Ét skridt nærmere partikelterapi i Aarhus

Tre internationale firmaer afleverede i dag deres bud på, hvad partikelacceleratoren til det kommende Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) skal koste.

Det bliver denne gruppe, som skal være med til at afgøre hvilket firma, der skal levere partikelacceleratoren til det kommende Dansk Center for Partikelterapi (DCPT). (Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital)
Det bliver denne gruppe, som skal være med til at afgøre hvilket firma, der skal levere partikelacceleratoren til det kommende Dansk Center for Partikelterapi (DCPT). (Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital)

Mandag 3. november var imødeset med spænding på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. For her afleverede tre internationale firmaer hver deres bud på, hvad det skal koste at opføre partikelacceleratoren ved det kommende Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) i Aarhus.

De tre internationale firmaer – hhv. et belgisk, et amerikansk og et japansk – havde på forhånd kvalificeret sig til at levere deres bud på, hvad partikelacceleratoren skal koste. Partikelacceleratoren er det apparat, som leverer strålerne til partikelterapi - en ny og skånsom form for stråleterapi, som bruges til at behandle kræftpatienter.

De tre firmaer – Ion Beam Applications S.A. (IBA), Varian Medical System Scandinavia AS og Hitachi Europe Limited. – har både været igennem prækvalifikation og en konkurrencepræget dialog for at dokumentere, at de kan levere den type partikelaccelerator, som efterspørges til Dansk Center for Partikelterapi.

Umiddelbart efter årsskiftet 2014/2015 vil det blive offentliggjort, hvem der vinder udbuddet.

"Det er tre stærke, internationale firmaer, der har afleveret deres bud i dag. Vi kender deres teknologi gennem den intensive dialog vi har haft med dem hen over sommeren. Vi køber en partikelaccelerator til Aarhus, der kan sikre kræftbehandling af meget høj kvalitet og samtidig fungere som teknologisk platform for DCPT’s visioner for den fortsatte udvikling af partikelterapi," siger Cai Grau, professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Den første patient vil efter planen blive behandlet med partikelterapi om 3-4 år.


Vigtige milepæle i byggeprojektet:

  • 3. november 2014: De tre prækvalificerede firmaer, som er blevet udvalgt til at deltage i den konkurrenceprægede dialog omkring partikelacceleratoren, afleverede deres bud.
  • 5. januar 2015: Vinderen af udbuddet om partikelacceleratoren offentliggøres.
  • Januar 2015: Offentliggørelse af hvilke firmaer, der er blevet prækvalificerede til at stå for byggeriet af Dansk Center for Partikelterapi.
  • Maj 2015: Byggemodning starter på den grund i Skejby, hvor Dansk Center for Partikelterapi skal placeres.
  • Juni 2015: De prækvalificerede firmaer afleverer deres bud på, hvad bygningen skal koste.
  • August 2015: Offentliggørelse af hvilket firma, der har vundet udbuddet på bygningen.
  • Oktober 2015: Støbning af fundament forventes at begynde.
  • 2016: Apparaturet leveres.
  • 2017: Apparaturet indmåles og klargøres til patientbehandling.
  • 2018: Patientbehandlingen forventes at begynde.

 

Læs mere om partikelterapi på projektets hjemmeside www.partikelterapi.dk

 


Yderligere oplysninger

Professor Cai Grau
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Onkologisk Afdeling
Telefon: 2913 5966
caigrau@dadlnet.dk