Gunnar Toft bliver doktor i miljø og arbejdsmedicin
Han forsker i faktorer, der påvirker fertiliteten, og nu har hans forskning udmærket ham til en doktorgrad i miljø og arbejdsmedicin ved Aarhus Universitet.
Gunnar Toft står til at skulle forsvare sin doktorafhandling i slutningen af juni 2013. Den kommende doktor beskæftiger sig med mulige årsager, som kan forstyrre den menneskelige evne til at forplante sig. Hans fokus ligger specielt på, hvordan kemiske eksponeringer påvirker den mandlige og kvindelige fertilitet.
Og den viden er til stor gavn for samfundet:
”En betydelig del af verdens befolkning har oplevet problemer med fertiliteten. Jo mere vi bliver i stand til at afklare, hvilke faktorer der påvirker reproduktionen, jo bedre kan vi forebygge de problemer,” forklarer Gunnar Toft.
Forskeren har en kandidat- og ph.d.-grad i biologi fra Aarhus Universitet, hvor han også beskæftigede sig med reproduktionstoksikologi – eller med andre ord: læren om giftstoffers påvirkning af forplantningsevnen.
Gunnar Toft forsvarer sin doktorafhandling fredag den 28. juni 2013. For yderligere oplysninger om forsvaret se Healths interne kalender.
Han er født den 25. februar 1972 i Ringkøbing.
Yderligere oplysninger
Lektor, ph.d. Gunnar Toft
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Direkte telefon: 7846 4251
guntof@rm.dk