Internationalt samarbejde skal fremme kræftforskning
Et nyt samarbejde mellem norske, hollandske og danske eksperter i strålebehandling skal give vigtig viden om partikelterapi. Unikke muligheder for at styrke kræftforskningen, mener dansk professor, der deltager i det nye internationale forskningscenter.

Strålebehandling af kræftpatienter i Danmark er de sidste ti år blevet markant bedre takket være bedre teknologi og øget politisk fokus på kræftbehandlingen. Nu går en gruppe førende stråleforskere fra Danmark, Norge og Holland sammen for at skabe endnu bedre resultater. Et nyt internationalt samarbejde skal nemlig føre til større viden om partikelterapi, der er en ny avanceret form for strålebehandling:
”Kræft er en folkesygdom i alle vestlige lande. Ved at arbejde sammen på tværs af organisationer og landegrænser og slå vores forskellige kompetencer sammen har vi meget bedre muligheder for at skabe unik og banebrydende forskning i partikelterapi. Det kan gøre en forskel for rigtig mange kræftpatienter, ikke mindst børn og unge med kræft,” siger professor Cai Grau fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, som er en af initiativtagerne til det nye samarbejde.
Mere skånsom strålebehandling
Det fremtidige forskningssamarbejde blev besluttet på et møde på Aarhus Universitets kursusejendom Sandbjerg Gods den 5.-6. november 2012. Her udvekslede 40 forskere erfaringer og planer for forskning i partikelterapi, der endnu er et relativt nyt forskningsfelt.
Partikelterapi adskiller sig fra eksisterende stråleterapi ved at kunne ramme kræftvæv mere præcist og skånsomt. Behandlingen giver derfor færre bivirkninger. Partikelterapi som behandlingstilbud findes i dag kun få steder i verden, og danske patienter sendes derfor i dag til blandt andet Tyskland og USA for at få partikelterapi.
Brug for mere viden
Med planer om partikelanlæg i både Norge, Holland og Danmark bliver der brug for mere viden om, hvordan man bedst muligt udnytter den nye teknologi:
”Der er ingen tvivl om, at partikelterapi bliver en vigtig del af fremtidens behandlingstilbud, men fordi det er nyt, er det selvfølgelig ekstremt vigtigt at forske i den nye teknologis muligheder og begrænsninger. Det gøres bedst ved at dele de erfaringer, der findes, og arbejde sammen om fremtidige muligheder,” siger dekan Allan Flyvbjerg fra Aarhus Universitet og understreger, at han glæder sig over det formaliserede og styrkede samarbejde mellem forskergrupperne i Danmark, Holland og Norge.
Hos de hollandske partnere ser man også frem til samarbejdet:
”I stedet for at arbejde på parallelle projekter kan vi være meget mere effektive og hurtigere finde frem til gode løsninger i brugen af den nye teknologi ved at arbejde sammen om projekterne. Vi glæder os meget til at samarbejde med forskerne fra Aarhus, der er kendt for at være nogle af de bedste inden for stråleforskning,” siger professor Johannes A. Langendijk fra University Medical Center Groningen i Holland.
Foreløbige medlemmer af det internationale forskningssamarbejde er Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, UMC Groningen Cancer Center (Holland) og Haukeland Universitetssjukehus i Bergen (Norge).
Yderligere oplysninger
Professor Cai Grau
Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital
Telefon: 7846 2553 / 7846 2553
caigrau@dadlnet.dk
Dekan Allan Flyvbjerg
Aarhus Universitet
Telefon: 5177 9548
alf@adm.au.dk