Lindring, livskvalitet og værdighed er et must
Kronisk og alvorligt syge patienter skal sikres en tilværelse med optimal lindring og mestring af deres lidelse, øget livskvalitet og værdighed.

Derfor har Aarhus Universitet netop udnævnt Susan Rydahl-Hansen til adjungeret lektor i sygeplejevidenskab.
Med udnævnelsen af Susan Rydahl-Hansen styrker Aarhus Universitet det nationale samarbejde om forskning og uddannelse inden for specialiseret sygepleje til fordel for de mange patienter, som rammes af kroniske, livstruende sygdomme.
Dialogen er det vigtigste værktøj
Susan Rydahl-Hansen er en stor kapacitet inden for sit felt. Hun har i mange år arbejdet med lindrende sygepleje til kronisk syge patienter, herunder alvorligt kræftsyge patienter og deres familier.
Omdrejningspunktet i hendes forskning er at identificere patienternes lidelse og måder, hvorpå den håndteres, i tæt samarbejde med patienter, familie og professionelle – både på hospitalet og i hjemmet.
”Målet med vores forskning er at lindre patienternes og de pårørendes lidelse, øge deres mestringskompetencer og livskvalitet, samt sikre deres værdighed. Samtidig ønsker vi at identificere årsagerne til og forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser,” forklarer Susan Rydahl-Hansen.
Sygdomsramte familier lider
I forskningen udvikler og afprøver Susan Rydahl-Hansen sammen med sit forskerteam forskellige metoder til at bestemme og vurdere sygdomsramte familiers lidelse, ressourcer og muligheder for at håndtere problemerne i en hverdag med livstruende sygdom.
”Når et familiemedlem rammes af alvorlig sygdom, er det ikke kun patienten, der lider. Hele familien rammes hårdt og bliver afhængige af hinandens og de professionelles indsats. Og derfor er det helt afgørende, at vi tænker både patienten og de pårørende ind i den ydede sygepleje,” fortæller Susan Rydahl-Hansen.
Indsatsen er en gevinst for alle parter
Susan Rydahl-Hansen fortæller videre, at arbejdet med den lindrende og mestringsorienterede sygepleje til alvorligt syge patienter er positivt for alle involverede. Patienter og pårørende hjælpes til at optimere familiens mestring og livskvalitet, behandlerne kompetenceudvikles, og omkostningerne til de uhensigtsmæssige indlæggelser forventes reduceret.
Susan Rydahl-Hansen er til daglig forskningsleder for sygeplejen på Bispebjerg- og Frederiksberg Hospitaler og seniorforsker ved Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
Hun er født den 7. august 1956 i Gentofte. Susan Rydahl-Hansen bor i Jonstrup, er gift og har to voksne døtre.
Yderligere oplysninger
Adjungeret lektor, forskningsleder, ph.d., cand.cur. og exam.phil. Susan Rydahl-Hansen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed og
Bispebjerg- og Frederiksberg Hospitaler, Forskningsenheden for klinisk sygepleje
Direkte telefon: 3531 2335
susan.rydahl-hansen@regionh.dk