Meget mere molekylær medicin
En gruppe danske læger og forskere har stiftet et tværgående fagligt og videnskabeligt selskab ”Dansk Selskab for Molekylær Medicin.”

Molekylær medicin skal på dagsordenen. Og det er derfor, ”Dansk Selskab for Molekylær Medicin” er blevet grundlagt.
”Vi vil gerne udbrede kendskabet og fremme udviklingen, uddannelsen og forskningen inden for molekylær medicin,” forklarer professor på Aarhus Universitet og formand for selskabet, Torben Falck Ørntoft.
Sammen med en gruppe læger og forskere har han taget initiativ til at stifte selskabet. Et selskab, hvis opgave også er at følge med i den internationale udvikling inden for området og formidle viden til samfundet om molekylær medicin.
”Vi rådgiver myndighederne om uddannelse, udvikling og placeringen af molekylær medicin i sundhedsvæsenet,” fortæller formanden og understreger, at selskabet er åbent for alle, der har interesse for feltet.
Ideen er, at ”Dansk Selskab for Molekylær Medicin” skal blive et forum, hvor man mødes og udveksler viden imellem grundforskning og klinisk forskning.
”Det kan forhåbentligt danne grobund for flere translationelle forskningsprojekter, hvor klinikere og forskere arbejder tæt sammen,” forklarer Torben Falck Ørntoft.
Molekylær medicin retter sig mod både en molekylær forståelse af sundhed og sygdomme og mod, hvordan man anvender den viden til at udvikle ny diagnostik, behandling og forebyggelse.
Området udvikler sig hastigt, og hver dag byder på nye lægevidenskabelige gennembrud.
“Man kan blive stakåndet af tempoet, men også fascineret af feltets momentum,” siger Torben Falck Ørntoft.
Udviklingen omfatter hele det lægevidenskabelige felt – fra demens til knoglebrud og eksem.
”For mange af sygdommene har vi opnået et godt samspil mellem nye molekylære diagnoser og behandling af patienterne,” fortæller Torben Falck Ørntoft.
Inden for eksempelvis tarmkræft kan man i dag diagnosticere arvelige cancere i de klinisk molekylære laboratorier, som gør, at man kan planlægge et individualiseret opfølgningsprogram for patienterne og deres familier.
Ifølge Torben Falck Ørntoft er der også et stort forskningspotentiale i molekylær medicin.
”En samlet forståelse af genernes indbyrdes regulering er en kæmpe udfordring for de kommende år,” forklarer han.
Selskabet har planer om at arrangere to videnskabelige endagsmøder om året inden for følgende emnefelter: Next Generation Sequencing, genetik en hjertesag, epigenetik i bred forstand, psykiatrisk genetik, molekylær endokrinologi, cancerens molekylære genetik og videnskabsetiske problemstillinger.
Du kan læse mere om alle aktiviteter på selskabets hjemmeside: www.DSMOME.dk , hvor du også kan blive meldt ind.