Nyt mentorprogram styrker sparring på tværs af karrieretrin
Et nyt mentorprogram i Young Neuroscience Network har gjort sparring og karrierevejledning til en naturlig del af hverdagen for unge neuroforskere i Aarhus. Formålet er at skabe forbindelser og dele viden fra bachelor- til adjunktniveau, så flere får retning, netværk og støtte i deres karriere.
Young Neuroscience Network blev stiftet i 2023 af en gruppe unge forskere på Institut for Biomedicin og Institut for Klinisk Medicin med hjælp fra lektor Sâmia Joca og professor Poul Henning Jensen. Netværket samler forskere og studerende gennem journal clubs, workshops og sociale arrangementer.
“Som studerende og ung forsker kan man hurtigt blive isoleret – især, hvis der ikke er mange på ens eget niveau i forskningsgruppen eller på arbejdspladsen. Det kan være svært at finde nogen at dele tanker, viden og erfaringer med,” siger Ann Kathrine Christiansen, ph.d.-studerende og medlem af netværkets styregruppe.
I 2024 lancerede netværket derfor en mentorordning med fokus på karriereudvikling, trivsel og personlig sparring.
“Mentorprogrammet forbinder vores faglige aktiviteter med den menneskelige side af forskerlivet og sikrer, at vores medlemmer har nogen at tale med om f.eks. karrierevalg, trivsel og modet til at prøve nyt,” fortæller hun.
Fra idé til pilot: Sådan blev mentorparrene dannet
Eleni Sia er ph.d.-studerende og medlem af den organisatoriske gruppe i Young Neuroscience Network. Hun er desuden blandt initiativtagerne til mentorordningen og deltog selv som mentor, da ordningen skulle afprøves i et pilotprojekt.
“Jeg har selv haft en person i mit studieliv, som jeg brugte som mentor, og derfor kender jeg værdien af en mentor i overgangen fra kandidat til ph.d. Det var en stor hjælp i forhold til at skrive ansøgninger og CV, og det motiverede mig virkelig. Derfor ville jeg gerne være med til at bakke op om tiltaget og skabe et program, så flere kan få samme udbytte,” fortæller hun.
I pilotfasen blev 8 mentor/mentee-par matchet ud fra et spørgeskema om niveau, fagområde og forventninger. Parrene blev sat sammen på tværs af karrieretrin fra bachelor til kandidat, kandidat til ph.d., ph.d. til postdoc og postdoc til adjunkt.
Baseret på en mentees ønske blev der gjort en indsats for at inddrage en mentor uden for akademia.
"En mentor fra industrien er en enorm ressource. De fleste universitetsvejledere har fulgt en akademisk karrierevej, hvilket gør det vanskeligt at drøfte karrieremuligheder i industrien – derfor kan den form for input åbne nye døre," siger Eleni Sia.
Hverdagen som mentee
Monja Müller er ph.d.-studerende og har det seneste år deltaget i pilotprojektet som mentee.
“Jeg mødes med min mentor én gang om måneden og kommer selv med emner. Det kan fx være planlægning af forsøg på den længere bane, introduktion til Adobe Illustrator eller gennemlæsning af CV og ansøgningstekster. Det er uformelt og trygt og har blandt andet givet plads til at tale om samarbejdet med min ph.d.-vejleder og balancen i hverdagen,” fortæller hun.
Koblingen til neuroforskningsmiljøet i Aarhus har været en stor fordel.
“Min mentor kender mange omkring Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Det netværk har været uvurderligt at blive en del af – især nu, hvor jeg nærmer mig afslutningen på mit ph.d.-forløb og leder efter næste trin på karrierestigen,” siger hun.
Monja Müller oplevede, at samarbejdet med mentoren udviklede sig naturligt over tid.
“Vi startede mere formelt, men endte med faste frokostmøder, hvor vi talte om både arbejde og privatliv. Det føltes både naturligt og meget nyttigt.”
Hvad har netværket lært – og hvad er næste skridt?
Pilotprojektet har kørt et år, og det har givet den planlægningsgruppen værdifulde erfaringer – fx om hvem der skal tage initiativ til første møde, og hvordan man bedst kommer i gang.
“Vi matcher nye par i starten af 2026 og vil næste gang være meget tydeligere omkring mødeformer, emneforslag og forventningsafstemning. Nogle par manglede et startskub og fik derfor aldrig opbygget en tæt relation – det håber vi at rette op på næste år med et fælles kickoff og klare skabeloner,” fortæller Eleni Sia.
Samtidig åbner netværket for løbende tilmelding, så man kan melde sig som mentor eller mentee året rundt.
“Vi vil gerne have flere par og fra flere karrieretrin, men succes måles på kvalitet – ikke kun antal. Derfor justerer vi løbende ud fra deltagernes feedback,” siger hun.
For Ann Kathrine Christiansen handler næste skridt også om at styrke fællesskabet og gøre ordningen mere synlig.
“Vi har et mål om at fordoble antallet af par næste år. Personlig rekruttering virker – når nogen opfordrer en kollega til at blive mentor, melder folk sig. Samtidig arbejder vi med små, synlige tiltag som plakater og opslag i fagmiljøerne. Det gør en stor forskel,” siger hun.
Monja Müller håber, at flere griber muligheden.
“Alle bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende, som arbejder med neurovidenskab, bør overveje at deltage. Man udvider sit netværk og får konkret hjælp til de udfordringer, man står i. Jeg markerer snart et års jubilæum med min mentor, og oplevelsen har været virkelig meningsfuld,” siger hun.
Inspiration til andre fagmiljøer
Selvom den er helt ny, ser Young Neuroscience Network mentorordningen som et initiativ, der er kommet for at blive, og som andre fagmiljøer og netværk meget gerne må lade sig inspirere af.
“Vi har selv fokus på unge neuroforskere, men andre netværk kan sagtens lade sig inspirere af det, vi har gjort. Hvis andre vil bygge noget lignende op, anbefaler vi at beslutte fra start, hvordan I rekrutterer, matcher og følger op – og at give parrene en kort guide til de første møder,” opsummerer Ann Kathrine Christiansen.
Young Neuroscience Network planlægger en ny runde af mentorordningen med opstart i januar. Løbende tilmelding sker via netværkets kanaler.
Hvis du vil høre mere om ordningen, eller selv er en ung neuroforsker, der har lyst til at deltage som mentor eller mentee, kan du sende en email til Rikke Skovgaard Lindhard (kontaktinfo nedenfor) eller læse mere og tilmelde dig nyhedsbrevet på Young Neuroscience Networks hjemmeside.
Kontakt
Forskningsgruppekoordinator Rikke Skovgaard Lindhard
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin og DANDRITE
Email: rsl@dandrite.au.dk
Ph.d.-studerende Ann Kathrine Christiansen
Institut for Klinisk Medicin – Translational Neuropsychiatry Unit
Email: a.k.c@clin.au.dk