Rift om uddannelsespladserne på Health igen i år

894 kommende studerende har sagt ja tak til en plads på en af de seks bacheloruddannelser på Health. Dermed kan alle uddannelser melde alt optaget igen i år, også den helt nye professionsbachelor i Klinisk Tandteknik.

Det summer snart af nye studerende i hele universitetsparken. Mange af dem er at finde på Health, hvor alle pladser på bacheloruddannelserne er fyldt ud. Foto: Ida Jensen AU Foto

Den årlige venten på det elektroniske postbud er overstået og overalt i landet har unge fået besked om optag eller afslag på drømmestudiet. Mange af de vordende studerende har haft fingrene krydset for gode nyheder fra Health. I alt søgte 4968 unge om optagelse på en bachelor på Health, 965 fik tilbud om optag og af dem har 894 takket ja. Dermed er der ingen tomme stole på fakultetets bacheloruddannelser ved studiestart.

Ny professionsbachelor i Klinisk Tandteknik fik flot ansøgertal

På Institut for Odontologi og Oral Sundhed var det for første gang muligt at søge ind på den nye uddannelse i Klinisk Tandteknik, og det var der hele 188 håbefulde ansøgere, som gerne ville. Derfor er alle 25 pladser fyldt ud. Og det glæder institutleder Siri Beier Jensen:

”Det er meget positivt, at klinisk tandteknik er blevet taget så godt imod af de studerende. Der er et stort behov for flere kliniske tandteknikere til at tage hånd om borgernes behov for teknologiske tanderstatninger og rehabilitering af mundens funktion, derfor er vi selvfølgelig utrolig glade for, at vi besætter alle pladserne,” siger hun.

Også prodekan for uddannelse på Health, Lise Wogensen Bach er godt tilfreds med årets optag:

”Vi har igen i år et flot og stort ansøgerfelt. Det er dejligt at så mange unge stadige ønsker en studieplads og vælger Aarhus Universitet. Vi kan fylde alle pladserne på tværs af fakultetet, det er vi selvfølgelig stolte af, og vi glæder os til at tage godt imod de mange nye studerende,” siger hun.

Læs mere om optaget på hele AU her

Kontakt

Prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mail: lwb@au.dk
Tlf.:+4525488522