Health etablerer tre nye tværfaglige forskningsnetværk

I 2026 udvider Health med tre nye interdisciplinære forskningsnetværk, der skal styrke forskning og samarbejde inden for kunstig intelligens i sundhed, sundhedsteknologi og kvinders sundhed.

: Tre nye interdisciplinære netværk skal styrke samarbejde og forskning på tværs af fagområder - fra kunstig intelligens i sundhed til teknologiske løsninger og ny viden om kvinders sundhed.
Tre nye interdisciplinære netværk skal styrke samarbejde og forskning på tværs af fagområder - fra kunstig intelligens i sundhed til teknologiske løsninger og ny viden om kvinders sundhed. Foto: AU Foto.

De tre nye forskningsnetværk supplerer fakultetets seks eksisterende netværk og skal skabe stærkere, mere synlige og sammenhængende forskningsmiljøer på tværs af fagområder.

Netværkene får navnene HealthAI Network, HealthTech Network og Women’s Health Network. Alle tre åbner for tilmelding, når styregrupperne er på plads i starten af 2026.

Dekan Anne-Mette Hvas ser etableringen af de tre nye netværk som et vigtigt næste skridt for fakultetet.

”Med etablering af de nye netværk styrker vi vores tværfaglige muskler på forskningsområder, der udvikler sig eksplosivt, og hvor samarbejde er helt afgørende. Vi skaber stærkere fællesskaber, der både løfter kvaliteten af vores forskning og øger vores muligheder for at indgå i nationale og internationale samarbejder,” siger hun og fortsætter:

”Det er en investering i fremtidens sundhedsvidenskab, og jeg er meget glad for, at vi kan bygge videre på en model, der allerede har vist sin styrke. Og denne gang kommer initiativet til netværkene fra medarbejderne på fakultetet. Det glæder mig lidt ekstra.” 

Healths forskningsnetværk

Health har ni interdisciplinære forskningsnetværk, der samarbejder om forskning og uddannelse.

Emnerne, som er omdrejningspunkt for netværkene, er af samfundsmæssig interesse, og netværkene er åbne for eksterne samarbejder med både internationalt førende miljøer og industrien.

Healths netværk afholder løbende faglige arrangementer med internationalt format og fokus på akademisk udvikling, videndeling og netværksdannelse.

De tre nye netværk med opstart i 2026 er:

  • HealthAI Network
  • HealthTech Network
  • Women’s Health Network

De eksisterende netværk er:

Alle er velkomne som medlem af netværkene. Du kan læse mere om netværkenes arbejde, kommende arrangementer og tilmelde dig på Healths hjemmeside.

AI som drivkraft i sundhedsforskningen

HealthAI Network samler forskere, miljøer og projekter, der arbejder med kunstig intelligens og sundhedsdata. Formålet er at sætte fakultetets kompetencer og ressourcer i spil, så forskere lettere kan finde relevante samarbejdspartnere, dele erfaringer og udvikle nye idéer.

På dette område, som udvikler sig hastigt, skal netværket styrke Healths position nationalt og internationalt. Den nye, fælles platform for viden og koordinering skal blandt andet sikre en fortsat høj forskningskvalitet på området og blandt andet skabe nye samarbejder om fondsansøgninger.

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach er udpeget som fakultetsledelsesrepræsentant for netværket. 

Health og Tech går sammen om sundhedsteknologi

HealthTech Network etableres i et samarbejde mellem fakulteterne Health og Tech og bliver et mødested mellem sundhedsvidenskab, ingeniørvidenskab og tekniske miljøer. Netværket skal identificere sundhedsudfordringer, hvor teknologi kan skabe løsninger, og accelerere udviklingen af nye medicinske teknologier.

Målet er at styrke samspillet mellem klinikere, forskere, ingeniører og potentielle erhvervspartnere, fremme innovation og synliggøre Aarhus Universitets teknologiske styrke.

Fakultetsledelsen på Health repræsenteres af institutleder Siri Beier Jensen fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed i dette netværk, mens institutleder fra Institut for Elektro- og Computerteknologi Mikael Bergholz Knudsen repræsenterer fakultetsledelsen på Tech.

Ny satsning på kvinders sundhed

Kvinders sundhed er et forskningsfelt, der er præget af mangelfuld viden og metodiske skævheder. Samtidig står området højt på den politiske og forskningsmæssige dagsorden – ikke mindst efter beslutningen om at etablere et nationalt center for forskning i kvinders sundhed.

Dekan Anne-Mette Hvas fortæller, at hun modtog en henvendelse med mere end 50 medunderskrivere, som opfordrede Health til at etablere et netværk med fokus på kvinders sundhed – det vidner om et stærkt ønske og engagement fra forskningsmiljøerne.

”Jeg er overvældet over den entusiasme og det drivende engagement, som medarbejderne viser, og jeg giver stor applaus til initiativet. Jeg er meget glad for at fakultetet kan imødekomme ønsket om det nye netværk og dermed støtte vores ambition om at være førende på nogle af de mange aspekter indenfor kvinders sundhed,” siger hun.

Det nye Women’s Health Network skal synliggøre al den forskning, der allerede foregår på Health og styrke forskningen ved at samle og understøtte miljøer, der arbejder med kvinders biologi, sygdomme, livsvilkår og sundhed gennem hele livsforløbet - fra det ufødte barn til den gamle kvinde.

Netværket skal desuden fungere som en platform, hvor forskere kan udvikle nye projekter og metoder og bidrage væsentligt til at udfylde de videnshuller, der i dag påvirker diagnostik, behandling og livskvalitet.

Institutleder Michael Baggesen Klitgaard fra Institut for Folkesundhed er udpeget som fakultetsledelsesrepræsentant for netværket. 

Flere muligheder for samarbejde og faglig udvikling

Med de tre nye netværk vil Health fremover have ni interdisciplinære forskningsnetværk, der alle arbejder efter fakultetets model for interdisciplinært samarbejde.

Netværkene arrangerer løbende faglige aktiviteter på højt internationalt niveau og er åbne for alle interesserede forskere. Tilmelding til de nye netværk åbner, så snart styregrupperne er på plads i 2026 og annonceres via institutternes nyhedsbreve.

Kontakt

Dekan Anne-Mette Hvas
Aarhus Universitet, Health
Telefon: 87 15 20 07
Mail: dean.health@au.dk