19,5 mio. kr. til hjerteblodpropper

Forskere fra Institut for Klinisk Medicin står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der skal kortlægge effekten af en ny banebrydende metode til behandling af blodprop i hjertet. Projektet forventes at have særdeles lovende perspektiver for dansk blodpropsforskning.

Hans Erik Bøtker

Aarhusianske forskere har de senere år udviklet en helt ny behandlingsmetode - perkonditionering - der har vist sig særdeles effektiv til at begrænse vævsskaden i hjertet hos patienter med akut blodprop i hjertet. En gruppe forskere skal nu se nærmere på perspektiver ved perkonditionering:

- Denne metode er stadig meget ny, og vi mangler svar på, hvad det konkret betyder for patienterne. Hvad er det for et stof, der ser ud til at beskytte patienterne, når der bruges perkonditionering? Er der færre der dør af blodprop? Og er der færre der bliver indlagt igen på grund af hjertesvigt? Hvilken sundhedsøkonomisk betydning har metoden i det hele tage? Disse spørgsmål er nødvendig at få besvaret, forklarer professor på Institut for Klinisk Medicin Hans Erik Bøtker, der også har sin daglige gang på Hjertemedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Metoden, der giver håb for de mest syge blandt de 15.000 danskere, der rammes årligt af blodprop i hjertet, er udviklet af et forskernetværk bestående af Hans Erik Bøtkers forskergruppe i Aarhus samt forskere i Toronto og Oxford og den har med stor succes været anvendt på aarhusianske hjerteblodpropspatienter i et tidligere forskningsprojekt.

Landsdækkende projekt
Med det nye projekt udbredes metoden til de største danske byer, og forskere fra Aarhus Universitetet/Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aalborg Hospital vil nu anvende perkonditioneringsmetoden til ca. 2300 patienter eller alle, der bliver indlagt med blodprop i hjertet i løbet af to år i Aarhus, Odense, København og Aalborg.

Metoden går ud på, at man allerede i ambulancen sætter en helt almindelig blodtryksmanchet om patientens arm og øger og sænker trykket i manchetten i fire intervaller, der hver varer fem minutter. På den måde aktiveres kroppens egne forsvarsmekanismer:

- Kroppen forbereder sig ganske enkelt på en stresssituation, når man åbner og lukker for blodtilførslen med blodtryksmanchetten, og den skade, der kan ske på hjertet i forbindelse med blodproppen, begrænses, fordi det naturlige forsvarssystem aktiveres, fortæller Hans Erik Bøtker.

Lovende perspektiver
Det Strategiske Forskningsråd har netop bevilliget 19,5 mio. kr. til projektet. Hans Erik Bøtker er optimistisk i forhold til de forventede forskningsresultater:

- Ved at få større viden om perkonditionering som metode, vil vi både kunne forbedre den nuværende behandling af blodprop i hjertet og blive meget klogere på, om det kan bruges i andre tilfælde, hvor organerne mangler ilt, hvilket noget faktisk tyder på er tilfældet, siger Hans Erik Bøtker og uddyber:

- Hvis perkonditionering for eksempel også kan bruges til at beskytte patientens organer ved slagtilfælde eller store operationer, og dermed reducere vævsskader og dødelighed, vil metoden have vidtrækkende konsekvenser. Det vil ikke kun være en simpel metode med store sundhedsøkonomiske fordele, men også et gennembrud for dansk forskning.

Forskerne håber også, at det lykkes at få identificeret, hvad det er for et stof, der udskilles i kroppen ved prekonditionering, da det kan være det første skridt på vejen til udvikling af blodpropsforebyggende medicin i samarbejde med medicinalindustrien.