Dansk næsefilter lover godt for allergikere

Klinisk forskning fra Aarhus Universitet tyder på, at en nyudviklet type filter kan hjælpe mennesker med næsesymptomer fra sæsonbetinget høfeber.

En nyudviklet type filter ser ud til at kunne hjælpe mennesker med næsesymptomer fra sæsonbetinget høfeber.

Et lille filter på størrelse med en kontaktlinse kan muligvis gøre livet lettere for nogle af de anslået 500 millioner mennesker verden over, der lider af kløe, nys og løbende næse, så snart pollensæsonen sætter ind.

Et klinisk studie fra Aarhus Universitet konkluderer således, at et nyudviklet dansk minifilter, Rhinix, ser ud til at være betydeligt mere virksomt mod gener fra sæsonbetinget høfeber end snydebehandling (placebo) uden filter.

Studiet er netop publiceret online i Journal of Allergy and Clinical Immunology.

Filter blokerer for pollen

Filteret, der endnu ikke er i produktion, fungerer ved, at man sætter det op i begge næsebor. Afhængig af filterets tæthed blokerer det for bestemte partikler i luften – herunder pollen fra græs, som er en af de hyppigste årsager til høfeber (sæsonbetinget allergisk rhinitis).

”Vi skal teste Rhinix i større skala i samarbejde med Astma-Allergi Danmark senere på året. Men de foreløbige tests i vores allergikammer viser både, at filteret kan afhjælpe typiske symptomer, og at man ikke oplever uacceptable gener ved at bruge det”, siger professor Torben Sigsgaard fra Aarhus Universitet, der står bag undersøgelsen sammen med bl.a. filterets opfinder, MD-PhD studerende Peter Sinkjær Kenney.

Og selv om forsøgspersonerne stadig havde milde symptomer efter behandlingen, uanset om de var i placebo- eller aktivgruppen, har forskerne påvist, hvad de betegner som ”klinisk relevante reduktioner af daglige næsesymptomer sammenlignet med placebo, særligt båret af symptomerne nys, kløe i næsen og løbende næse”.

Færre gener i halsen

Et af de springende punkter har været at undersøge, om forsøgspersonerne holdt op med at trække vejret gennem næsen, når de fik et filter sat op, og i stedet trak vejret gennem munden.

”Dette ville i så fald formentlig forværre deres symptomer i halsen, fordi luftpartiklerne i stedet ville øges dér”, siger Peter Sinkjær Kenney.

Men projektet har tværtimod har vist, at forsøgspersonernes halsirritation var markant sænket med næsefilteret med en gennemsnitlig reduktion på 75 pct., fortæller han. Samtidig viser målingerne, at der ikke var forskel i luftgennemstrømningen mellem placebo filteret og Rhinix filteret.


Fakta:

  • Studiet med titlen ”Nasal filters for the treatment of allergic rhinitis: A randomized, double-blind, placebo-controlled crossover clinical trial” er publiceret online i Journal of Allergy and Clinical Immunology, og resultaterne er præsenteret på den årlige kongres i American Academy of Allergy, Asthma & Immunology, USA.
  • Forskningsprojektet er udført i samarbejde med adjunkt, ph.d. Henrik Pedersen og professor, ph.d. Ole Bækgaard Nielsen fra Aarhus Universitet samt ekstern lektor, overlæge, dr. med. Ole Hilberg, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
  • Rhinix ApS, der er etableret af Peter Sinkjær Kenney i samarbejde med SDTI A/S, har støttet forskningsprojektet økonomisk.

 


Yderligere oplysninger: 

MD-PhD studerende Peter Sinkjær Kenney

Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed

Mobil: 6171 9898

ptkh@mil.au.dk

 

Professor Torben Sigsgaard

Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed

Mobil: 2899 2426

ts@mil.au.dk