Health is wealth, lyder et engelsk ordsprog, hvis betydning peger på, at det at være sund og rask har stor værdi i sig selv. Men måske bør ordsproget vendes på hovedet og i stedet hedde ”wealth is health.”  For lige adgang til sundhed, et godt helbred og økonomi hænger uløseligt sammen. Men også køn, alder, uddannelse og hvor du bor kan have indflydelse på, hvor god en behandling, du som patient kan få.

Jens Seeberg er professor ved Institut for Kultur og Samfund på fakultetet Arts, hvor han forsker i antibiotikaresistens og sygdommes biosociale årsager. Til årets MatchPoints-konference er han Chair på en workshop, hvor han sammen med andre danske og internationale forskere sætter fokus på den institutionaliserede ulighed i adgangen til sundhed – og de mulige løsninger. Og der er nok at tale om, fortæller han:

”Det er i bund og grund ulighed, som fordeler sygdom og sundhed. Det er fx ulighedsstrukturerne, som bestemmer, hvordan en epidemi fordeler sig i verden, både i forhold til at være udsat for smitte og i forhold til kroppens modstandskraft, adgang til behandling, og om man lever i generelt sunde forhold i sin bolig og på sit arbejde,” fortæller han.

Faktisk mener Jens Seeberg, at ulighed i sundhed formodentligt er den største udfordring, vi har.

”Tag for eksempel tuberkulose. I dag er ca. 25 % af verdens befolkning bærere af tuberkulose. Det er to milliarder mennesker, og mellem 5-10% af dem får aktiv tuberkulose-sygdom. Langt de fleste tuberkulose-ramte er udsat for sundheds-ulighed i forhold til det miljø, de lever og bor i, samt adgang til diagnostik og behandling. Så det er ulighedsstrukturer, som bestemmer, hvordan den epidemi fordeler sig i verden.”

Har du penge, må du få…

På Institut for Folkesundhed forsker lektor Kim Moesgaard Iburg blandt andet i sundhedsøkonomi. Og man kan ikke tale sundhed uden at tale kroner og ører, fortæller han.

”Økonomi og sundhed er tæt forbundne størrelser, hvor den ene afhænger af den anden og omvendt. Det gælder lige fra det individuelle niveau op til makroniveauet for et helt samfund,” fortæller han.

For det handler ikke kun om størrelsen på din egen pengepung, eller hvor på den sociale rangstige du er. En af de helt store aktuelle og fremtidige faktorer for ulighed i sundhed er forsørgerbyrdeproblematikken, fortæller Kim Moesgaard Iburg:

”De store babyboom-generationer er klar til at gå på pension nu. Men siden midten af 1960’erne er fødselsraten faldet. De demografiske ændringer giver nogle store globale, nationale og lokale udfordringer. Vi får nogle store ældregenerationer, som giver en stigende sygdomsbyrde af fx kroniske lidelser, mens der, på grund af de mindre generationer til at arbejde, bliver færre til at betale skat. Vores udfordring er altså, med færre offentlige midler, at skulle planlægge, behandle og forebygge og gennem sundhedsfremmende foranstaltninger beskytte folk og samfundsgrupper mod sygdom og for tidlig død. ”

At problemet er større end det enkelte menneske nikker professor Jens Seeberg også genkendende til:

”Det er, hvad vi kalder sociale determinanter. Mange sociale forhold spiller en meget stor rolle inden for global sundhed. Men vi kan ikke adressere dem indenfor sundhedssektoren selv. Det kræver meget større politiske tiltag inden for alle samfundssektorer at løse udfordringerne på den helt store klinge,” siger han.

Lige sundhed til – næsten – alle

Det danske sundhedsvæsen er funderet på et ”lige sundhed til alle”-princip. Men virkeligheden stemmer ikke altid overens med principperne. For også i Danmark rammer sundheden skævt, fortæller Jens Seeberg.

”Det er heldigvis også noget, som vi er ved at få øje på. Goderne er ikke ligeligt fordelt. Vores levetid er skævt fordelt i forhold til socioøkonomiske forhold. Vi har hjemløshed, og tiltag, som fx at fjerne tolkestøtten er også voldsomt ulighedsskabende, fordi man ikke anerkender, at det tager lang tid at lære dansk på et niveau, hvor man kan forstå sundhedsfaglig information,” forklarer han.

Han mener slet ikke, vi kan tale sygdomme og sundhed uden at tale om sociale forhold.

”Det er vigtigt, at man ikke kun ser sygdomme snævert, men også ser på de bredere samfundsmæssige forhold. Herhjemme har vi skåret i og svækket den offentlige sundhedssektor over de seneste årtier. Det øger også uligheden. Fx ved, at man nu med en sundhedsforsikring kan købe sig til en bedre eller hurtigere behandling, mens andre har lange ventetider.”