Fertilitetsforsker og iværksætter: Karin Lykke-Hartmann modtager Else Kai Sass-prisen 2024
Karin Lykke-Hartmann er professor på Institut for Biomedicin og modtager af Else Kai Sass-prisen 2024. Prisen er ikke bare en anerkendelse af hendes store bidrag til fertilitetsforskning, men også af hendes spring ud i iværksætterverdenen.
Else Kai Sass-prisen uddeles én gang om året på tværs af hele Aarhus Universitet og tilfalder en forsker, der formår at bringe sin viden i spil i samfundet, og som har gjort sig særligt bemærket inden for forskningsformidling, samarbejde eller innovation.
Årets prismodtager er professor og iværksætter Karin Lykke-Hartmann.
"Det betyder rigtig meget for mig at modtage Else Kai Sass-prisen. Den er et bevis på, at vi faktisk har formået at omsætte den rå forskning til noget konkret og brugbart," siger hun stolt.
Som yngre forsker blev Karin Lykke-Hartmann draget af det mystiske og fantastiske ved biologiens grundlæggende spørgsmål: Hvordan et æg og en sædcelle kan fusionere og blive til liv, og hvordan noget så simpelt kan blive til noget så komplekst.
Siden har Karin Lykke-Hartmann og hendes forskningsgruppe arbejdet for at forstå de molekylære processer, der er afgørende for fertilitet – og hvilke udfordringer der i den forbindelse kan opstå.
Modet til at gå nye veje
Men det er ikke kun betydningsfuld grundforskning og videnskabelige gennembrud, der har præget professorens karriere. Karin Lykke-Hartmanns rejse har også været en fortælling om mod – mod til at træde ud af laboratoriet og ind i en verden, hvor forskningsresultater skal stå sin prøve i praksis.
Karin Lykke-Hartmanns iværksættereventyr begyndte, da hun sammen med sit team gjorde en opdagelse, der har potentiale til at ændre fertilitetsbehandling for kvinder med reduceret æggestokkereserve (DOR).
Opdagelsen er en særlig hormonfri fertilitetsbehandling, der kan hjælpe kvinder, som ikke har gavn af den traditionelle hormonbehandling, som gives i dag.
Da Karin Lykke-Hartmann indberettede fundet til Aarhus Universitets Technology Transfer Office (TTO), blev hun introduceret til en verden, hun på det tidspunkt ikke havde noget forhold til.
"Jeg skubbede den kommercielle del af projektet foran mig, indtil vi fik patentet, fordi jeg ikke rigtigt kunne overskue det" fortæller hun. "Men da vi først havde patentet, følte jeg, at det forpligtede, og at jeg var nødt til at gøre en indsats for at få det her middel ud over rampen og ud i den virkelige verden, hvor det kan gøre en forskel for en stor gruppe kvinder."
Else Kai Sass-prisen
- Prisen på 60.000 kroner er navngivet efter den første kvindelige professor på Aarhus Universitet. Else Kai Sass var kunsthistoriker, internationalt orienteret, optaget af de studerende og arbejdede for at bringe sin viden i spil i samfundet.
- Prisen gives til en kandidat, der, ligesom Else Kai Sass, bringer viden fra Aarhus Universitet ud i samfundet og har gjort sig særligt positivt bemærket inden for forskningsformidling, samarbejde eller innovation.
- Prisen blev uddelt første gang i 2023 af Aarhus Universitets Jubilæumsfond, hvor kemiker, professor og iværksætter Kim Daasbjerg var årets modtager.
"Det kræver is i maven"
Karin Lykke-Hartmann sprang derfor ud som iværksætter og stiftede uden frygt firmaet Notify Therapeutics, selvom det sendte hende tilbage på skolebænken, hvor alt fra pitchtræning til jurasprog skulle ind under huden. Halvandet år senere landede hendes firma Notify Therapeutics sin første investering, og i dag er Karin Lykke-Hartmann deltidsforsker på Aarhus Universitet, mens hun sideløbende står i spidsen for virksomheden.
"Det kræver is i maven at gå fra forskning til innovation," indrømmer hun. "Det er som at lære et helt nyt sprog – der er så mange nye begreber og regler, man skal sætte sig ind i."
Notify Therapeutics har rejst over 55 millioner kroner i finansiering, blandt andet gennem støtte fra Innovationsfonden, BioInnovation Institute og senest en stor investering fra Lundbeckfonden BioCapital og +ND.
Finansieringen er et stort skridt på vejen mod professorens drøm om at kunne gøre en forskel for kvinder med fertilitetsproblemer.
"Vi er stadig i den prækliniske fase af udviklingen af fertilitetsbehandlingen – altså stadiet før, vi tester behandlingen på kvinder. Men det er et enormt spændende projekt, fordi vi arbejder med noget helt nyt, der ikke kun handler om hormoner, men også om de fundamentale processer i ægget. Det kan komme til at gøre en kolossal forskel i fremtidens tilgang til fertilitet,” fortæller Karin Lykke-Hartmann.
Et ben solidt plantet i forskningsmiljøet
Udover sin unikke dobbeltrolle som professor og iværksætter har Karin Lykke-Hartmann også engageret sig som mentor for yngre forskere, og hun hjælper især med at navigere i den komplekse verden af forskning og innovation.
"Jeg prøver at dele mine erfaringer og forhåbentlig hjælpe andre med at tage de første skridt ud i ukendt terræn. Jeg håber at kunne være en støtte, ligesom jeg selv har haft rollemodeller og et stærkt netværk, der har hjulpet mig gevaldigt, da jeg tog springet som iværksætter,” siger hun.
Men på trods af den store fremdrift i virksomheden har professoren stadig et ben solidt plantet i forskningsmiljøet på Aarhus Universitet.
"Det er utroligt berigende at se, hvordan de to verdener kan komplementere hinanden. Jeg drømmer om, at vores hormonfri fertilitetsbehandling en dag kan hjælpe par over hele verden, men samtidig arbejder vi med andre enormt vigtige forskningsforsøg, der på deres egen måde kan åbne nye døre for forståelsen af menneskets fundamentale biologiske processer."
For andre forskere, der overvejer at tage springet ud i iværksætteri, har årets modtager af Else Kai Sass-prisen en klar anbefaling:
"Ræk ud. Jo tidligere, des bedre. Både til folk fra dit eget institut og til steder som The Kitchen. Og få nogen med på rejsen. Der skal lægges mange timer, og det er bare sjovere at være flere om tingene. Måske lykkes det – måske ikke. Men rejsen er ikke spildt, og kan du nyde den, så hop i med begge ben."
Kontakt
Professor Karin Lykke-Hartmann
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 29 39 05 58
Mail: kly@biomed.au.dk