Fra skepsis til gennembrud: MatchPoints blev starten på internationalt samarbejde for unge forskere

Et tilfældigt møde med en ukrainsk forsker blev starten på et forskningssamarbejde, der i december kulminerede med en publikation, der beskriver behandlingseffekten af resistent tuberkulose i Ukraine

Samarbejdet mellem Ole Skouvig Pedersen, Victor Næstholt Dahl og Dmytro Butov foregik ofte over en videoforbindelse. (Privatfoto)

Da Victor Næstholt Dahl, læge og ph.d.-studerende på Institut for Folkesundhed, i foråret 2023 besluttede sig for at deltage i Matchpoints-konferencen, var det uden de helt store personlige forventninger.

Kendt for at samle topforskere fra ind- og udland har konferencen siden 2007 været et forum for at diskutere nogle af de store globale samfundsudfordringer.

I 2023 var temaet 'Global Sundhed'.

"Jeg tænkte ikke, der umiddelbart ville være noget som var meget relevant for mit eget forskningsområde. Temaet 'global sundhed' er meget bredt, og der var mig bekendt ikke noget særligt om tuberkulose på programmet".

Tilfældigt møde

Han fulgtes med Ole Skouvig Pedersen som han var vejleder for og som forskningsårsstuderende var inviteret til Matchpoint for at præsentere sin forskning ved en postersession, som var en af netværksaktiviteterne på konferencen.

Her faldt de to unge forskere tilfældigvis i snak med en af de udenlandske deltagere, der syntes meget interesseret i Ole Skouvig Pedersens poster om resistent tuberkulose.

"Vi bed mærke i en mand, der stod og kiggede meget på posteren, og han præsenterede sig og fortalte, at han arbejdede med tuberkulosepatienter i Ukraine, og at hans forskningsgruppe havde store mængder data fra hele landet, som de gerne ville dele med os, hvis vi var interesseret," fortæller Victor Næstholt Dahl.

Der viste sig at være tale om forskeren Dmytro Butov, der er professor på universitetet i den østukrainske by Kharkiv, men som nu er bosiddende i Tyskland.

Et samarbejde tog form

Tuberkulose og resistens over for bakterien var allerede ét af Dahls forskningsområder, så han spidsede ører, da Butov afslørede, at han lå inde med data om tuberkulosepatienter fra 15 af Ukraines 24 regioner.

Dermed kunne de to unge forskere få adgang til et helt unikt datamateriale, da Ukraine har en af de højeste forekomster af resistent tuberkulose i verden.

Dahl, Pedersen og Butov udvekslede derfor kontaktoplysninger og aftalte at tales ved. Kort efter konferencen tog samarbejdet mellem de tre form.

Gennem mailkorrespondancer og videomøder begyndte de at udvikle et forskningsprojekt, der skulle bruge de ukrainske datasæt til at undersøge behandlingseffekten ved resistent tuberkulose i Ukraine og risikofaktorer forbundet med et dårligt behandlingsudfald (f.eks. behandlingssvigt eller dødsfald).

"Dmytro gav os oplysninger om behandlingen af knap 2000 patienter med resistent tuberkulose fordelt over det meste af Ukraine, og dermed kunne vi undersøge udfaldet af behandlingen og hvor mange, der var døde og hvor mange, der havde fået en vellykket behandling. Samtidig kunne vi undersøge, hvilke faktorer der var afgørende for behandlingsudfaldet," fortæller Victor Næstholt Dahl.

Rollerne var under processen tydeligt fordelt. Ukrainerne stod for forsyningen af data, mens Victor Næstholt Dahl og Ole Skouvig Pedersen stod for analyserne, og sidstnævnte stod for at skrive udkastene til en kommende forskningsartikel.

Samarbejdet har ikke været uden udfordringer undervejs. Både den fysiske afstand, sprogbarrierer og forskelle på forskningskulturer var blandt forhindringerne, der krævede ekstra fleksibilitet og tålmodighed.

"Men jeg synes også, det var enormt spændende at arbejde sammen med nogen, der har et helt andet perspektiv på tingene, end vi har i Danmark, og hvor tuberkulose i sandhed må siges at true sundheden," siger Dahl.

Resultater antaget i tidsskrift

Trods udfordringerne lykkedes det de tre – i samarbejde med en gruppe ukrainske læger – at få antaget deres resultater i tidsskriftet 'Clinical Microbiology and Infection'.

Den 5. december blev studiet med titlen 'Treatment outcomes and risk factors for an unsuccessful outcome among patients with highly drug-resistant tuberculosis in Ukraine' publiceret.

Her konkluderer de blandt andet, at ekstensivt resistent tuberkulose, lavt protein i blodet, psykiatrisk sygdom, høj alder og alkoholmisbrug, samt andre risikofaktorer som hjemløshed, stofmisbrug og tidligere fængsling, har indflydelse på risikoen for at få et dårligt behandlingsudfald.

"Derved understreger studiet vigtigheden af en patientcentreret behandling med fokus på den enkelte patients udfordringer," forklarer Dahl.

Umiddelbart har studiet ikke den store relevans i Danmark, hvor der årligt rapporteres under 300 tilfælde af tuberkulose og kun enkelte med resistente former. Til gengæld er det interessant i et globalt perspektiv, hvor sygdommen stadig er en af de hyppigstes dødsårsager. Bakterieresistens vurderes af WHO også til at være en af de største trusler mod verdens sundhed.

Planer om flere projekter

Dahl og Pedersen har fortsat kontakt med Butov og resten af den ukrainske forskergruppe. Planen er at fortsætte samarbejdet, og skitsen til det næste projekt er allerede ved at blive tegnet.

De vil fremover blandt andet undersøge, hvorvidt røntgenbilleder er sammenlignelige hos patienter, som har resistent og ikke-resistent tuberkulose.

Derudover vil de undersøge, hvor stor betydning HIV-infektion aktuelt har for dødeligheden blandt patienter med resistent tuberkulose. Erfaringerne med samarbejdet og publikationen af studiet har ændret Dahls syn på vigtigheden og styrken i internationalt samarbejde.

"Jeg tror, jeg har en større forståelse af, at store forskningsresultater ofte ligger i at samarbejde på tværs af grænser og fagområder," siger han.

Kontakt 

Ph.d.-studerende Victor Næstholt Dahl
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil.: 60 24 46 34
Mail: victordahl@ph.au.dk