Hoftepatienter heler hjemme foran tv’et

Telemedicin er nyttigt til patienter, som har gennemgået en stor hofteoperation. Kort efter operation kan de sendes hjem foran tv’et, hvor de kan se genoptræningsøvelser, konferere med lægen og læse om deres medicin.

Telemedicin er gavnligt for hofteopererede patienter. De kan tage hjem en dag efter operation og opnå samme resultater med støtte fra telemedicin.
Telemedicin er gavnligt for hofteopererede patienter. De kan tage hjem en dag efter operation og opnå samme resultater med støtte fra telemedicin.
Læge og ph.d.-studerende Martin Vesterby har gennemført studiet.
Læge og ph.d.-studerende Martin Vesterby har gennemført studiet.

Genoptræningsøvelser i trygge, hjemlige rammer virker for hofteopererede patienter. I stedet for at blive flere dage på hospitalet, kan de efter blot en dag tage hjem og opnå samme resultater med støtte fra telemedicin. Det viser et nyt forskningsstudie fra Aarhus Universitet, som læge og ph.d.-studerende Martin Vesterby har gennemført på Center for Planlagt Kirurgi ved Regionshospitalet Silkeborg.

Her udvalgte han 36 tilfældige hoftepatienter, som fik en telemedicinsk løsning til at hjælpe dem i deres operations -og rehabiliteringsforløb. Han udvalgte også 36 patienter, som ville gennemgå et normalt operations -og rehabiliteringsforløb på hospitalet som kontrolgruppe.

”Udover at den telemedicinske løsning betød, at patienterne var færre dage i hospitalssengen, tyder det også på, at patienterne var mindre bekymrede omkring operationen og dens forløb. Også selvom vi havde givet dem flere opgaver og mere ansvar,” siger Martin Vesterby og uddyber:


”Studiet viser også, at de følte sig uddannede og velinformerede og på den måde klar til selv at gå i gang med genoptræningen i hjemmet. Patienternes støttepersoner oplevede også, at deres mulighed for at hjælpe var bedre, fordi de havde den telemedicinske løsning at støtte sig til”.

Animationsfilm og videokonferencer på tv-programmet

Før operationen fik patienterne, som var udvalgt til at teste den telemedicinske løsning, koblet en computer til deres tv. Tv’et blev valgt som medie, da patientgruppen var tryggere ved at navigere på et tv frem for en pc. Desuden var det nemmere for patienterne at træne foran en fjernsynsskærm.

Løsningen indeholder bl.a. en animationsfilm af, hvordan en hofteoperation foregår, og hvad man som patient efterfølgende skal igennem. Patienten kan finde det basale informationsmateriale, som normalt er fysiske foldere og brochurer, med en speak henover. Der er videoer af dagligdagsudfordringer for den hofteopererede, f.eks. at komme op af sengen eller sætte sig på en stol. Og så er der information om medicin med billeder af pakningerne og tabletterne.

”Alt sammen information, som er vigtigt for patienten, og som kan findes ved at tænde for fjernsynet,” fortæller Martin Vesterby.

På dag to og dag seks efter operationen havde patienterne en videokonsultation med en forløbskoordinator, ligesom der på dag tre kom en fysioterapeut hjem til patienterne og hjalp yderligere med genoptræningen.

Færre udgifter til sundhedssektoren

Martin Vesterby forklarer, at den telemedicinske løsning er dyr at udvikle. Teknologien skal produceres, der skal en fysioterapeut på besøg hjemme ved patienten, der skal ydes ekstra rådgivning omkring, hvordan computeren skal kobles til tv’et og lignende. Men den er dog stadig billigere end det normale patientforløb, vurderer Martin Vesterby:

”Det skyldes primært, at en sengedag på hospitalet koster sundhedsvæsenet rigtig mange penge. Tilmed viste det sig, at de patienter, som ikke var blevet tilbudt den telemedicinske løsning, kontaktede hospitalet flere gange efter de var kommet hjem med tvivlsspørgsmål. De tvivlsspørgsmål kunne vores andre patienter få besvaret ved at navigere rundt på deres tv”.

Yderligere oplysninger

Læge og ph.d.-studerende Martin Vesterby
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
INNO-X Healthcare
martin@innox.dk
Direkte telefon: 2026 7814