Hvad betyder post-marketing-studier for udviklingen af lægemidler?

Det diskuterer et panel af forskere, politikere og medicinalvirksomheder ved årets Medical Innovation Day den 27. oktober 2022. Arrangementet er åbent for alle interesserede.

Foto: Marjun Danielsen, AU Foto

Hvilken rolle spiller de danske registre og brugen af ’big data’ for vores behandlingsmuligheder, og hvad betyder post-marketing-studier for fremtidige kliniske forsøg og for udviklingen af medicin og medicinsk udstyr, som allerede er introduceret på markedet?

Det bliver vi klogere på under paneldebatten, når fakultetet endnu en gang inviterer forskere, studerende, virksomheder, fonde og myndigheder til Medical Innovation Day.

I panelet sidder blandt andre:

  • Henrik Sigaard Knoth, Business Leader for Personalised Healthcare & Value-based Healthcare, Roche
  • Vera Ehrenstein, professor i medicinske post-marketing-studier, Institut for Klinisk medicin, Klinisk Epidemiologisk Afdeling
  • Frederik Grell Nørgaard, leder af Sektion for Kliniske Forsøg, Lægemiddelstyrelsen
  • Hanne Roed, 1. næstformand, Regionsrådet (B), Region Midtjylland.

Det hele foregår torsdag den 27. oktober 2022 på Aarhus Universitetshospital i auditorium A. Paneldebatten begynder kl. 11.00.

Arrangementet er gratis, men tilmelding via Conference manager er nødvendig – sidste tilmeldingsfrist er mandag d. 3. oktober.

Dét kan du også opleve

Traditionen tro dyster flere af fakultetets forskere, når de pitcher deres forskningsidéer med forretningspotentiale foran et ekspertpanel bestående af investorer, virksomheder og samarbejdspartnere. Panelet udfordrer og kvalificerer koncept, proces og forretningspotentiale og kårer slutteligt dagens bedste ’innovative idea’.

I det såkaldte Challenge Track kommer studerende og forskere med deres bud på, hvordan vi løser fremtidens sundhedsudfordringer. Forud for dagen har de arbejdet med en case stillet af medicinalvirksomheden Roche. Resultatet præsenterer de torsdag eftermiddag, og det er publikum, der afgør, hvem der fortjener at vinde årets Challenge Track.  

Se hele programmet for Medical Innovation Day 2022 på Ph.d.-skolens hjemmeside, hvor du også kan læse mere om paneldebatten og Medical Innovation Day.

Kontakt

Specialkonsulent Louise Nygaard Kristensen
Aarhus Universitet, Health ph.d.-administration
Mobil: 20 77 20 63
Mail: lnk@au.dk